Velbesøgt sundhedsdag
Grøn-Sundhedsdag-billede-2.jpg
Lege fra gamle dage var et hit på Grøn Sundhedsdag. Foto: Peter Storm Hansen
GLOSTRUP. Lørdag den 5. maj dannede Biblioteket og Rådhusparken ramme om et velbesøgt arrangement med fokus på sundhed og natur

Igen i år satte Glostrup Kommune fokus på sundhed, friluftsliv og miljø, da man afholdt “Grøn Sundhedsdag” på Biblioteket og i Rådhusparken i strålende sol. Arrangørerne ønskede med dagen, at give inspiration til en sundere livsstil, kombineret med glæden ved at komme ud i naturen.
Vidste du for eksempel, at naturen gør børn og voksne mere glade og mindre stressede? Det oplevede borgerne på egen krop på Grøn Sundhedsdag 2018.
Arrangementet tiltrak mange Glostrup-borgere til de udendørs aktiviteter, og de blev blandt andet tilbudt træklatring i ni meters højde, parkour, svævebane og lege fra gamle dage. 4H stillede deres ponyer til rådighed for de mange interesserede børn og Cyklistforbundet havde opstillet en cykelbane, hvor blandt andet fem stolte børn lærte at cykle uden støttehjul. Foreningen Mænds Mødesteder holdt gang i bålstederne, hvor alle havde mulighed for at bage deres eget snobrød eller få en lækker kop tomatsuppe.
I Bibliotekets kælder holdt tv-lægen Peter Geisling foredrag om danskernes sundhedstilstand og hvordan naturen kan have en helbredende effekt på den stress­tilstand som flere og flere lider af. Efterfølgende kunne de fremmødte få en nem og hurtig pejling på deres egen sundhed gennem en række forskellige målinger som blodtryk, lungefunktion og kondital.
Grøn Sundhedsdag var arrangeret af Glostrup Bibliotek og kommunens Center for Sundhed og Velfærd, Center for Miljø og Teknik og Team Kultur og Idræt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top