15 etagers højhus sendt til hjørne
Martin-Hoppe.jpg
Martin Hoppe kan godt se bygningen på den anden side af vejen, men også masser af blå himmel. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Der bliver i denne omgang ikke nogen høring om fremtiden for Banemarksvej 2A. Kommunalbestyrelsen i Glostrup besluttede at tage forslaget af dagsordenen og behandle det igen i Bymidteudvalget

På Banemarksvej 2A ligger der i øjeblikket en toetagers erhvervsejendom med kontor ud mod Banemarksvej og et stort lager bagved. Ejerne af den ejendom har bedt Glostrup Kommune om en ny lokalplan, der giver mulighed for at udvikle grunden med lejligheder. Forslaget var at bygge seks sammenhængende punkthuse i fem til 15 etager med cirka 150 boliger i alt. Boligerne skulle bygges på en såkaldt plint, der er et dæk, der er 1,25 meter over det øvrige terræn. Under denne skulle de fleste af bygningens parkeringspladser placeres.
Forslaget til kommunalbestyrelsen var at sende lokalplanen i en forudgående høring, hvilket er nødvendigt, når man gerne vil ændre kommuneplanen. Det var der dog ikke flertal for. Den første, der talte imod forslaget, var Robert Sørensen fra Enhedslisten.
– Jeg synes vi skal have lavet en aftale alle sammen om, hvad vi vil med vores bymidte, inden vi sætte høringer i gang og spilder tiden i forvaltningen. Det er derfor, jeg stemmer imod. Vi sparker den lige til hjørne, og så finder vi ud af, hvad vi vil med Bymidten, og så kan vi sætte ting i høring, sagde han.
Socialdemokratiet var også imod at sende forslaget i høring lige nu.
– Vi har tænkt over sagen og lytter gerne til gode argumenter. Vi kan godt lide argumentet om, at vi skal tænke den her ind i den øvrige Bymidte, så vi ikke sætter noget arbejde i gang, som er overflødigt. Det betyder ikke umiddelbart at vi er imod, at der bliver bygget noget på 15 etager, men vi vil gerne have, at den der knopskydning, som vi har set, den stopper vi et øjeblik og tænker os om, sagde Søren Enemark.
Lars Thomsen, der inden mødet var blevet smidt ud af Venstre og nu repræsenterede Bylisten, mente også det var tid til at tænke sig om.
– Jeg vil også gerne være med til at lette administrationens arbejde og sige, den her synes jeg, vi skal skyde til hjørnespark, og så skal vi sætte os ned over sommeren og få tænkt igennem, hvad det er, vi vil med det her Bymidte-projekt. Mange af de ting, som det her er en start på, det er ikke noget, jeg ønsker kommer i min by, sagde han.
Det Konservative Folkeparti ville heller ikke stemme for.
– Selvfølgelig skal vi have en fortætning, vi skal have en byudvikling her i Glostrup. Men den fortætning skal følge den befolkningstilstrømning, der kommer. Den skal også følge, at vi kan nå at bygge kultur- og fritidsaktiviteter, daginstitutioner, skoler. Jeg ønsker ikke, at vi laver et Vestegnens Ørestad, hvor vi får en masse lejligheder, men vi ikke har alt det andet med. Jeg synes, der er god grund til at bruge sommeren til at tænke sig om, sagde Dan Kornbek Christiansen.

Trak forslaget
Dansk Folkeparti mente stadig, det var en god idé at sende forslaget i høring.
– I Dansk Folkeparti synes vi også, det er fornuftigt at tænke sig om. Men det er netop at tænke sig om at få borgerne i byen til at tænke sig om sammen med os om et stort projekt. Der er ikke tale om et forslag til en lokalplan. Der er alene tale om en forudgående høring, hvor borgerne får mulighed for at tænke sig om og fortælle os, hvad de mener om det, sagde Flemming Ørhem.
Men selv med den opbakning ville der ikke være flertal for forslaget. Borgmester John Engelhardt (V) foreslog derfor at tage punktet af dagsordenen og behandle det igen i Bymidteudvalget.
– Jeg tænker også, at når nogen ligger noget frem, også noget lidt anderledes, så er det ikke unormalt at lave den slags høringer, for at spørge borgere og naboer om, hvad de måtte mene om det. På den led er det en del af en ganske almindelig demokratisk proces. På den anden side set ligger det mig meget på sinde, at vi i forbindelse med bymidteprojektet alle sammen er med, at vi mødes og drøfter, hvordan vi skal gøre tingene og i konsensus finder ud af, hvordan vi gør tingene, sagde han.

For højt
Banemarksvej 2A ligger lige på hjørnet af Banemarksvej og Søndre Ringvej. På den anden side af vejen ligger villaer, der hører til Brøndby Kommune. Her har ejerne været meget imod planerne om at bygge 15 etager. En af de utilfredse naboer er Martin Hoppe. Han blev selvfølgelig glad, da han hørte, at byggeriet var sendt til hjørne.
– Jeg blev super glad. Det jeg blev mest glad over, var at det virker til at det rent faktisk nytter noget at involvere sig og ”råbe” op. Og så fik jeg noget tro tilbage på de politikere der har så stor indflydelse på vores liv,siger han.
Han håber, at politikerne vil tale med ham og de andre naboer tidligere i forløbet næste gang.
– Jeg håber stadig at man vil involvere borgerne meget mere før man sender ting i høring. Og viser respekt for os der allerede bor her. Det virker jo til at blandt andet Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative stadig er lune på at bygge 15 etager. Det ville da være dejligt, hvis de prøvede at tage en snak med os, der bor her og bliver påvirket af deres store planer, før de prøver at køre noget hen over os igen, siger han.
For det vil have store konsekvenser for ham, hvis der bliver bygget 15 etager på den anden side af vejen. Fra hans terrasse kan han lige se overkanten af bygningen på den anden side af Banemarksvej. Han peger derover.
– Den fine blå himmel der, den vil forsvinde, siger han.
Han er bange for indkigsgener fra beboerne i lejlighederne.
– Folk kan stå og kigge direkte ned i ens have, ens privatliv bliver invaderet. Det gør de jo nok ikke, i hvert fald gør de det ikke bevidst. Det er mere følelsen af, at der kan stå nogen og kigge, der generer mig, siger han.
Det er dog ikke risikoen for nysgerrige naboer, der generer ham mest. Det er den trafik, som 150 yderligere boliger vil give. Glostrup Kommune har argumenteret for, at den trafik bare vil erstatte anden trafik på Banemarksvej, der i dag består af lastbiler. Det er Martin Hoppe ikke enig i.
– Vi kan stort set ikke høre nogen lastbiler, når vi er hjemme om aftenen og i weekenderne, siger han.
Han mener, at man skal se alle boligprojekterne i sammenhæng.
– Det er måske rigtigt, at biler fra 150 boliger i sig selv ikke vil belaste området, men man må se det i sammenhæng med de andre projekter i både Glostrup og Brøndby. Der vil komme 8.000 boliger yderligere i alt. Der er i forvejen trafikprop på Ringvejen og Park Allé i myldretiden, siger han.

Sådan ønsker grundejeren, at der kommer til at se ud i fremtiden på Banemarksvej 2A. Grafik: Torben Bækgård

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top