200 dage uden arbejdsulykker
Håndværkere-og-kage.jpg
I over 200 dage har sikkerheden været i top i forbindelse med renoveringen i Tranehaven. Derfor var der for nylig kage. Foto: Bo-Vest
BRØNDBY. I Tranehaven blev håndværkerne på byggesagen for nylig fejret for deres store arbejde med sikkerheden i byggesagen

I mere end 200 dage er der blevet renoveret tage og facader i Tranehaven i Brøndby.
I den lange periode har der ikke været en eneste arbejdsulykke. Det er en sejr i et fag, hvor ulykker ellers ses med jævne mellemrum.
Derfor fejrede Bo-Vest håndværkerne på sagen med kage.
– Vi kan se, at arbejderne er omhyggelige med at sørge for sikkerheden. Vi håber og tror at det betyder at de er omhyggelige med alle aspekter af arbejdet på byggepladsen, således at vi kan give beboerne den bedste renovering, siger Yasir Malik, projektleder i Bo-Vest, der varetager renoveringen af Tranemosegård-afdelingen Tranehavens tage og facader.

+200
Der var kage til de fremmødte håndværkere, med teksten +200 på.
Og hvad står plusset så for? Det fortalte Lars Raasted Thomsen fra rådgiverfirmaet Kullegaard til arrangementet.
– Det er 200 dage nu, men vi er ikke færdige med at undgå ulykker. Vi er først færdige, når byggesagen er færdig, fortalte han.

Også de andre
Sikkerhed i boligafdelingerne er af høj prioritet i Tranemosegård og Bo-Vest, også når afdelingerne er under renovering.
Derfor har Bo-Vest, udover at følge de gældende love og regler på området, også udarbejdet et arbejdsmiljøprogram, som entreprenørerne på alle byggepladserne skal leve op til. Her kædes sikkerhed på byggepladsen sammen med sikkerhed for beboerne, medarbejderne, arbejdskultur og samarbejde, og ikke mindst orden og ryddelighed.
– Det er ikke kun sikkerheden for arbejderne, vi skal prioritere i byggesager. Det er også sikkerhed for beboerne, for medarbejderne på ejendomskontoret og for postbuddet, siger Yasir Malik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top