Kinesiske foto skaber debat
Kina-foto-2.jpg
I de kommende dage kan man i Vallensbæk Borger- og Kulturhus se en udstilling om Kina. En udstilling, er har rejst politisk debat. Foto: fra udstillingen Dream & Memory – Changes of Chinese People’s Livelihood in the Past 40 Years
VALLENSBÆK. De kommende dage vises en fotoudstilling om Kina i Vallensbæk Borger- og Kulturhus. Udstillingen rejser det klassiske spørgsmål: Bliver det kommunistiske styre derved støttet eller er det en mulighed for dialog om demokrati?

”Unikke fotos viser hverdagen i Kina. En fotoudstilling i Vallensbæk viser udviklingen i Kina og det kinesiske folks levevis gennem de seneste 40 år.”
Sådan hedder det i en invitation fra Vallensbæk Kommune forud for en fotoudstilling i Vallensbæk Borger- og Kulturhus i denne uge.
Videre i invitationen hedder det:
”Vallensbæk har flere gange haft besøg af delegationer fra Kina, blandt andet fra venskabsbyen Wenzhou. De kinesiske kontakter har nu resulteret i, at en ganske særlig fotoudstilling kommer til byen.”
Umiddelbar en regulær invitation til en almindelig fotoudstilling, der viser glimt fra hverdagen i verdens folkerigeste land.

Dialog vs. støtte
Men så enkelt er det ikke. I hvert fald ikke hvis man spørger Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti.
Han benyttede nemlig onsdagens kommunalbestyrelsesmøde til at problematisere, at fotoudstillingen skal hænges op i kommunale lokaler i Vallensbæk:
– Det er et propaganda stunt fra det kinesiske kommunistpartis side. Vi undrer os over, hvad det er for en aktie, Vallensbæk Kommune har i det. Den her udstilling, viser hvilken faktisk fremgang det kinesiske samfund har haft de sidste 40 år under indflydelse af de meget kloge og fremsynede kommunistiske ledere. Vi forstår simpelthen ikke, at Vallensbæk skal have lod og del i dette.
Faktisk var Kenneth Kristensen Berth af den overbevisning, at udstillingen kræver en modudstilling:
– Jeg har flere gode forbindelser hos Falun Gong, og jeg er sikker på, og jeg er sikker på, de meget gerne vil lave en udstilling om det kinesiske regimes undertrykkelse af det kinesiske folk. Hvordan systemkritikere bliver indespærret og placeret i lejre.
Henrik Rasmussen (K), borgmester understregede, at han ikke havde set billederne, og at han delte Kenneth Kristensen Berths modvilje mod det politiske system i Kina. Men sagde samtidig:
– Det er gennem vores kinesiske venskabsby Wenzhou, at udstillingen er blevet en realitet. Det er godt, at Vallensbæk bliver sat på det kinesiske kort, og hvis vi kan lære nogen om, hvad demokrati er, så er det et eller andet sted godt. Hvis man møder mennesker, der har en anden overbevisning end én selv, og kan fortælle dem, hvor godt demokrati er, så rykker det måske noget.

FAKTA
Udstillingen Dream & Memory – Changes of Chinese People’s Livelihood in the Past 40 Years vises i Vallensbæk Kultur- og Borgerhus fra den 6. til den 9. juni. Der er guidet rundvisning af en repræsentant fra den kinesiske delegation den 9. juni kl. 11.
Til den officielle indvielse den 6. juni kl. 16 kommer blandt andre Kinas ambassadør i Danmark Deng Ying samt Shi Zhao, som er regeringsmedlem på ministerniveau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top