Ny hjertestarter i byen
TrygFonden-Hjertestarter-Grundejerforeningen-Nøddeboparken.jpg
Grundejerforeningen Nøddeboparken har fået en hjertestarter. Foto: TrygFonden
VALLENSBÆK. Grundejerforeningen Nøddeboparken har fået sat en hjertestarter op. Den er tilgængelig hele døgnet

Cirka 4.000 personer falder om med hjertestop i Danmark hvert år, og godt 13 procent af dem overlever. Hvis der er vidner til hjertestoppet, øger deres indsats med livreddende førstehjælp og stød fra en hjertestarter, inden ambulancen når frem, chancen for, at personen overlever. Hvert minut tæller altså.

Hjertestarter og kursus
Derfor har Grundejerforeningen Nøddeboparken netop modtaget en hjertestarter fra TrygFonden. Med hjertestarteren fulgte et kursus, hvor bestyrelsen blev uddannet i livreddende førstehjælp, og i hvordan man bruger hjertestarteren.
– På generalforsamlingen sidste år blev det foreslået, at vi søgte om at få en hjertestarter, og den har vi så fået nu, siger Lene Knudsen, formand for Grundejerforeningen Nøddeboparken.
Forslaget om at få en hertestarter stammer fra et medlem af grundejerforeningen, men forslaget blev hurtigt bakket op:
– Det er en rigtig god idé, og vi er en forening med over 400 husstande, så jeg synes da bestemt, det er en god idé.

Gør en forskel
At Grundejerforeningen Nøddebo har fået en hjertestarter, skaber også tilfredshed hos TrygFonden.
– Vi er meget glade for, at Grundejerforeningen Nøddeboparken har taget initiativ til at få en hjertestarter hængt op. Jo flere der hænger rundt i landet, jo større er chancen for, at der er en i nærheden, hvis uheldet er ude, siger Grethe Thomas, projektchef for TrygFonden Akutindsatser, og fortsætter:
– Tal fra Dansk Hjertestopregister viser, at 66 pct. af dem, som falder om med hjertestop, får hjertemassage og kunstigt åndedræt af vidner, før ambulancen ankommer. Men det er endnu i få tilfælde, at vidner anvender en hjertestarter.

Fortæller selv
Hos TrygFonden oplever man en stigende interesse for hjertestarterne, fordi mange foreninger, klubber og offentlige institutioner har fået øjnene op for den tryghed, som hjertestarterne giver. Når hjertestarteren tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver dermed ikke forhåndskendskab til hjertestarteren. Hjertestarteren kan således ikke betjenes forkert.

Man kan se, hvor den nærmeste hjertestarter er placeret på www.hjertestarter.dk, eller via appen TrygFonden Hjertestart

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top