Ny Rema 1000 i byen
HLA_8305.jpg
Frank Viese (i midten) åbnede torsdag den nye Rema 1000 butik på Vallensbækvej 4. Mange var mødt op for at være med. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Torsdag morgen kunne købmand Frank Viese invitere de første kunder indenfor i den nye Rema 1000 butik på Vallensbækvej 4

Da Frank Viese efter fem måneders forberedelse torsdag kl. 8 åbnede sin nye Rema 1000 butik på Vallensbækvej 4, kunne han kigge ud over køen af kunder, der strakte sig ud på parkeringspladsen.
Ikke overraskende havde Frank Viese set frem til dagen:
– Det er dejligt at fem måneders ventetid er ovre. Man vil bare så gerne i gang, når man går og gør butikken klar.
At så mange mennesker var mødt op for at hilse på Frank Viese og se den nye butik allerede fra første færd, glædede Frank Viese:
– Jeg blev glad, da jeg så alle de mange mennesker, der stod og ventede, og jeg håber naturligvis de kommer igen.

Interessant område
Den nye butik er ifølge Frank Viese placeret i et meget interessant område, som han har store forventninger til:
– Bagved ligger et stort villakvarter, ved siden af ligger industriområdet og endelig er der ikke langt hen til havebyen, så jeg tror, der er mange, der vil få glæde af butikken. Hertil kommer naturligvis den kommende letbanestation, som bliver placeret lige ved butikken.
Under indretningen af den nye butik har Frank Viese særligt haft fokus på at gøre butikken indbydende:
– Jeg har været rundt og se andre Rema 1000 butikker og hentet inspiration derfra. Jeg har haft fokus på rene linjer i butikker og så har vi lavet nogle små torve i butikken, som vi løbende kan ændre på, så kunderne får mange nye oplevelser.
Og så vil varerne naturligvis være i top, understreger Frank Viese:
– En af de ting, kunderne kan forvente, er ferskvarer i topkvalitet. Det skal være helt friske varer, man finder hos os.

Godt samarbejde
Blandt de første kunder i butikken var Vagn Kjær-Hansen (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget. Han var godt tilfreds med, at der nu er kommet en ny dagligvarebutik til i området:
– Det er godt, at butikken nu endelig er åbnet. Det er der forhåbentlig mange, der bliver glade for.
Etableringen af den nye butik er en del af den generelle udvikling af området. Og her har et godt samarbejde med udvikleren været et vigtigt element, fortæller Vagn Kjær-Hansen:
– Vi har haft et fint samarbejde med udvikleren. Han har set nogle gode ting og kommet med gode forslag. Det er ikke alt, der har kunnet lade sig gøre, men der har været et godt samarbejde.
I forbindelse med etableringen af den nye Rema 1000 er Folkemarksvej blevet omlagt. I det hele taget har trafik været et væsentligt emne, siger Vagn Kjær-Hansen:
– Det er et emne, vi har haft fokus på og nu er vi endt med denne løsning. Men vi er også enige om, at vi må se på situationen, hvordan den udvikler sig og om der er noget, der skal ændres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top