Døgnrapporten

Efterlyser gerningsmand
BRØNDBY.
Fredag den 22. juni kl. 14.00 blev en 88-årig kvinde fra Brøndby udsat for et tricktyveri på Tranehaven i Brøndby. Kvinden var på vej hjem, da hun blev opsøgt af en mand, som ville hjælpe hende med at bære hendes taske op til hendes hoveddør. Manden løb op og satte tasken og forlod derefter stedet. Kort tid efter han var gået, opdagede kvinden, at hun havde fået stjålet sin pung, som lå i tasken.

Manden beskrives som:
Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 20-25 år, 170-175 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført sort tøj og havde skægstubbe i ansigtet.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Sigtet for narkokørsel
BRØNDBY.
Tirsdag den 26. juni kl. 04.05 blev en 28-årig kvinde sigtet for narkokørsel, da hun blev bragt til rutinemæssig standsning på Nygårds Plads i Brøndby, hvor hun blev testet positiv for både cannabis og kokain. Kvinden blev kørt til Albertslund Politigård for at få udtaget kontrollerende blodprøver, hvor hun nægtede sig skyldig i forholdet.

Bil konfiskeret
VALLENSBÆK.
Tirsdag den 26. juni kl. 12.09 blev en 28-årig mand fra København bragt til rutinemæssig standsning i en personbil på Horsbred i Vallensbæk, hvor han blev sigtet for kørsel uden førerret. Manden fik i forbindelse med standsningen konfiskeret sin bil, da han gentagne gange er blevet sigtet for kørsel uden førerret. Manden erkendte forholdet.

Sigtet for kørsel uden førerret
GLOSTRUP.
Tirsdag den 26. juni kl. 20.20 erkendte en 32-årig mand fra Taastrup, at han ikke havde noget kørekort, da han blev bragt til rutinemæssig standsning af en patrulje på Hovedvejen i Glostrup.

Sigtet for narkokørsel
GLOSTRUP.
Onsdag den 27. juni kl. 18.04 blev en personbil bragt til standsning på Hovedvejen i Glostrup, hvor føreren, en 25-årig mand fra Taastrup, blev sigtet for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden erkendte over for patruljen, at han var påvirket af kokain. Han blev kørt til politigården i Albertslund for at få udtaget kontrollerende blodprøver.

Sigtet for butikstyveri
GLOSTRUP.
Torsdag den 28. juni kl. 17.40 blev en 28-årig kvinde fra København sigtet for butikstyveri, efter hun havde afmonteret alarmerne på et headset og en elektrisk tandbørste og forladt butikken på Hovedvejen i Glostrup uden at betale for varerne. Kvinden erkendte forholdet over for patruljen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top