Erik og enkerne går sig ud af sorgen
HLA_8143.jpg
Lillian Christensen, Hanne Jensen, Erik Dan, Irene Husted og Birgit Hansen mødes en gang om ugen og vandrer sammen. Alle har de mistet deres ægtefælle. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Et tilbud om at vandre samme, når ens ægtefælle er død, er blevet så stor en succes i Brøndby, at enkerne og enkemændene fortsætter i frivillig sammenhæng

– Lad os gå en tur, vi ikke har taget sammen før. Bagom stadion, igennem tunellen under motorvejen og så rundt på Vestvolden. Er I friske på det?
Lilian Christensen kigger rundt på de andre.
– Det lyder som en god tur. Den har jeg gået mange gange før, men aldrig sammen med jer. Det skal ikke være for langt, når vi har nye med på holdet, lyder det hurtigt fra Irene Husted.
Det er mandag middag. En lille gruppe enker og enkemænd skridter ud på den ugentlige gåtur, hvor motion, nye bekendtskaber og savnet over at miste en ægtefælle er fællesnævnere.
Det vandrende fællesskab blev først på året lanceret som et 12 ugers sorgbehandlingstilbud. Men er nu er blevet så stor en succes, at vandrerne forsætter sammen på frivillig basis.
– Jeg mistede min mand i september, og da jeg læste om det her tilbud i Folkebladet, tænkte jeg med det samme, at det skulle jeg være med til, fortæller Hanne Jensen, mens vi skridter ned af Gammel Kirkevej.
– Det er godt at møde nogen i samme situation. Her kan man tale om alt muligt, stort og småt.

Vigtigt med mix
Bag initiativet står Brøndby Kommune og organisationer som Røde Kors og Ældre Sagen.
Fra begyndelsen har der været et hold for kvinder og et hold for mænd samt et blandet hold.
Holdet, der nu fortsætter i frivillig sammenhæng, er netop et mixhold, og for dagens eneste mandlige vandrer, Erik Dan, har det været vigtigt at gå sammen med personer af begge køn:
– Da jeg blev alene, blev jeg kontaktet af kommunen og fik tilbuddet om at komme med på vandretur. Det ville jeg ikke i første omgang, fordi der kun var mænd med. Men så blev der lavet et blandet hold, og det er jeg rigtig glad for.
Erik Dan går et par skridt bag de fire kvinder.
– Du har det nu i grunden så godt Erik, ved du godt det?
– Min kone døde på fem uger, efter vi havde været gift i 54 år. Det gik meget stærkt. Men her på holdet kan vi tale om alt, og jeg tror, det er vigtigt, at der både at plads til mænd og kvinder. Det gør noget godt for snakken.

Samme båd
Fælles for vandrerne på holdet er, at de har været gift i mange år og har lyst til at dele deres historier, bekymringer og glæder med andre.
– Min mand døde for fem år siden. Jeg undersøgte forskellige muligheder, men der var ikke rigtig noget, der passede mig. Men da jeg læste om det her, var jeg helt sikker på, at jeg skulle være med, siger Irene Husted, der ikke føler sig alene i hverdagen, men alligevel savnede at møde nogen, der havde prøvet det samme.
– Jeg har en stor omgangskreds og har også mange at tale med. Men vi, der er her på holdet, har alle prøvet noget af det samme. Vi er i samme båd.
Og faktisk er det ikke kun Irene Husted selv, der kan mærke vandreturenes positive indflydelse på hendes liv:
– Mine børn er glade på mine vegne. De siger: hvor er det godt for mig.

Glemmer medlidenhed
Det er blot et par måneder siden, at Birgit Hansen mistede sin mand.
Men midt i det savn, der naturligt fylder meget hver eneste dag, er vandreturene vigtige lyspunkter:
– Vi var gift i 54 år og vi gik sammen tre gange om ugen. Jeg vidste, jeg ikke kunne gå alene i skoven, når han var væk. Men på den her måde kommer jeg afsted, og det er rigtig godt.
Birgit Hansen tænker over sine egne ord.
– Hvis jeg skal være ærlig, så glemmer man sin egen selvmedlidenhed. Det er så let, når man går sammen, at få delt stort og småt.

Deler historier
Der bliver gjort holdt ved en vandpost på Vestvolden. På skift får deltagerne på holdet en tår vand.
– Hvor gammel er du, Erik?
De fire kvinder kigger alle på Erik Dan.
– 65.
– Hold nu op, det passer da ikke. Du er ældre. Men du holder sig godt. Det er nok fordi du opper dig, når du skal være sammen med os.
Gruppen sætter sig i bevægelse. Sætninger om den kommende grillfest for gruppen, hvilket autoværksted man skal vælge og en begravelse, Erik Dan skal med til, blander sig til en fælles samtale, hvor store og små emner konstant afløser hinanden.
– Jeg har netop været sammen med mit barnebarn, der mente, at jeg da måtte kunne huske dinosaurerne.
De andre vandrere kan tydeligvis genkende Irene Husted oplevelse.

Kamp mod ensomhed
Der er gået cirka en time. Holdet er nået tilbage til Møllehuset, hvor turen også begyndte.
Erik Dan og de fire kvinder slår sig ned i det kontor, hvor Katrine Bøgh Sørensen, frivillighedskonsulent i Brøndby Kommune, holder til.
Hun serverer vand for deltagerne og spørger til, hvordan turen er gået.
– Vi startede to hold op i foråret, der er et hold hen over sommeren og til efteråret kommer der to mere, så vi har virkelig ramt noget, virker det til.
Ifølge Katrine Bøgh Sørensen tjener gåturene flere formål:
– Det at være sammen med andre kan forebygge ensomhed. Så ved at få folk med på vandreholdene kan vi forhåbentlig sørge for, at de ikke bliver ramt af ensomhed. Hertil kommer, at det kan være lettere at tale sammen, hvis man laver noget sammen. Samtalerne bliver lettere.
Og så bygger vandreturene med de andre enker og enkemænd videre på noget, mange af dem har dyrket i forvejen:
– Vi har hørt fra flere af deltagerne, at de har været vant til at gå sammen med deres ægtefæller, så på den måde fortsætter de noget, de er vant til.

Hverdagsoase
Irene Husted, Hanne Jensen, Lillian Christensen, Birgit Hansen og Erik Dan taler videre ved bordet. Der bliver slukket tørst og udvekslet historier og meninger.
Det at miste en ægtefælle gør ondt og livet bliver aldrig det samme igen.
Men det at vandre sammen en gang om ugen med andre i samme situation er trods alt en oase i hverdagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top