Gratis økonomisk rådgivning
GLOSTRUP. Dansk Folkehjælp starter gratis økonomisk rådgivning

Dansk Folkehjælp arbejder sammen med kommuner i hele Danmark på at give borgere med ondt i økonomien adgang til økonomirådgivning. Det er hovedsageligt familier på overførselsindkomst og udsatte borgere, der bruger tilbuddet. Men ordningen er åben for alle. Rådgivningen varetages af frivillige med en økonomifaglig baggrund. Nu er den også kommet til Glostrup.
Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, siger:
– Familier eller enlige forsørgere på overførselsindkomst har en stor risiko for at sidde fast i fattigdom, og såvel børn som forsørgere slås med afsavn som følge af gæld og fattigdom.
Dansk Folkehjælp modtog i 2012 en bevilling fra Socialministeriet til at gennemføre projektet Frivillig Økonomisk Rådgivning i perioden 2012-2018. Rådgivningstilbuddet skal sikre, at udsatte borgere får et overblik over deres økonomiske situation. Rådgiverne hjælper borgeren med en gennemgang af familiens økonomi og udarbejdelse af budget, oplysning om låneomlægningsmuligheder, hjælp til dialog med kreditorer og rådgivning om gældssanering. Desuden kan man få vejledning og rådgivning af socialfaglig og juridisk karakter.
Dansk Folkehjælp har i forvejen økonomirådgivninger i Brøndby.
Der er ikke faste åbningstider, så det fungerer sådan, at man ringer eller skriver til Dansk Folkehjælp – enten på 70 220 230 eller post@folkehjaelp.dk – hvis man er interesseret i tilbuddet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top