Historier fra arkivet
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

8. juni 1988 – 30 år siden
Brøndbyøster Skole siger farvel med fest for hele Brøndby

Alle er velkomne til det store asfaltbal 15. juni
BRØNDBY. Brøndbyøster Skole 1721-1988! Sådan vil der stå i himmelen 15. juni kl. 23.30, når Brøndbyøster Skole siger farvel.
Skolen lukker sammen med Gildhøjskolen dørene definitivt med udgangen af dette skoleår, og det skal om end ikke ”fejres”, så dog i hvert fald markeres.
Det sker med en fest, et asfaltbal for hele kommunen.
– Alle, der føler noget for Brøndbyøster Skole er velkommen 15. juni kl. 18.00, fortæller inspektør Finn Jensen.
Brøndbyøster Skole har en aftale med vejrguderne, der skulle gøre det muligt at den store farvel-fest holdes i skolegården, hvor der stilles op til grill, rødvin og fest.
– Vi havde knap 400 mennesker til gamle elevers-fest, og mange sagde på gensyn den 15. Derfor regner vi på skolen med, at vi bliver rigtig mange. Det kunne være skægt, hvis mange lokale også dukkede op og fik sig en grill-bøf og dermed var med til at sige farvel til Brøndbyøster Skole, siger Finn Jensen.
Asfaltballet slutter med et stort fyrværkeri kl. 23.30, og først i dagene efter afvikles skolen definitivt.
– Vi har ønsket, at skolen skulle fungere som normalt så længe som muligt. Det er lykkedes rimeligt godt. Samtidig er det glædeligt, at vore 30 lærere som helhed er blevet vældig godt behandlet rundt omkring på deres nye skoler med hensyn til skemaer, understreger FInn Jensen, hvis fremtid endnu ikke er afklaret.
– Jeg kan ikke lægge billet ind på noget nyt job, fordi jeg formelt først fyres med udgangen af oktober, tilføjer han.
Hovedparten af lærerne på Brøndbyøster Skole følger den store klump elever til Nygårdsskolen, hvor 12 lærere starter efter sommeferien.

3. juni 1998 – 20 år siden
Kristen privatskole vil gerne blive i Glostrup

Den kristne privatskole, Gideonskolen, har spurgt kommunen om lov til at slå sig ned på Vældegårdsvej 10. Kommunen vil først lave høring blandt beboerne i området
GLOSTRUP.
– Vi har fået en utrolig venlig og seriøs behandling i Glostrup både fra kommunen og fra folk på gaden. Derfor vil vi gerne blive her.
Sådan forklarer Ib Mogens Johansen, skoleleder på den kristne privatskole, Gideonskolen, at skolen nu har søgt Glostrup Kommune om tilladelse til at slå sig ned i lokalerne på Vældegårdsvej 10, hvor den kristne TV-station, KKR, tidligere holdt til.

Mangler plads
Gideonskolen fik sidste år lov at etablere sig på Gerdasvej 3 nær Glostrup Station, men det har hele tiden været meningen, at den adresse kun skulle være midlertidig, fordi pladsen på Gerdasvej er temmelig trang.
– Vi er ved at vokse fra lokalerne på Gerdasvej og har simpelhen brug for mere plads. Det kan vi få på Vældegårdsvej, som derudover ligger ret centralt, fordi der kører busser direkte fra stationen. Desuden ligger bebyggelsen i et område, hvor der i forvejen ligger institutioner, siger Ib Mogens Johansen.
Gideonskolen har i øjeblikkete 32 elever, der aldersmæssigt spænder fra børnehaveklasse til og med 6. klassetrin.
– Vi har været meget tilbageholdende med at sige ja til nye elever, fordi vi er klar over, at vi har et pladsproblem, som vi først skal have løst. Vi har flere stående på venteliste, og derudover har en del forældre fortalt os, at de først vil se, hvor skolen kommer til at ligge, inden de beslutter sig. Men vi forventer, at elevtallet i det nye skoleår stiger til mellem 45 og 50, siger Ib Mogens Johansen, der karakteriserer skolens første år i Glostrup som ”fantastisk dejligt”.
Gideonskolen har søgt Glostrup Kommune om tilladelse til i første omgang 40-50 elever med mulighed for senere at udvide op til maksimalt 100 skolebørn.

Forhøring
Vældegårdsvej 10 ligger i et område, der er udlagt til boligbebyggelse, hvilket betyder, at der skal ændres i lokalplanen, hvis skolen skal have lov at slå sig ned i området.
Gideonskolens forespørgsel om at flytte til Vældegårdsvej er for nylig blevet behandlet potitisk i Glostrups miljøudvalg, hvor man besluttede at lave en forhøring blandt beboerne i området, inden der arbejdes videre med sagen.
– Vi synes, det er rimeligt at give beboerne i området mulighed for at give deres mening om skoleplanerne tilkende først. Så må vi se på de eventuelle indsigelser,, der kommer inden vi går videre med sagen, siger formand for miljøudvalget, Peter Sørensen.
Tob

4. juni 2008 – 10 år siden
Ingen avis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top