Judokæmper fik 2600-prisen
diplom_11.jpg
Palle Bengtsson fra Brøndby Judo Klub modtog for nylig 2600-prisen. Foto: Flemming Schiller
HELE OMRÅDET. Endnu engang er 2600-prisen blevet uddelt og denne gang gik den til Palle Bengtsson fra Brøndby Judo Klub

På årets længste dag, den 21. juni, blev 2600-prisen atter uddelt.
Denne gang gik den til Palle Bengtsson fra Brøndby Judo Klub, og i begrundelsen for, at det netop var Palle Bengtson, der skulle have prisen, hed det:
”Jeg vil meget gerne indstille træner Palle Bengtsson fra Brøndby Judo Klub til 2600-prisen, for hans store engagement i judoklubben. Palle har været i klubben siden 1976, først som elev, og nu gennem mange år som træner. Han har et enormt overskud til både børn og voksne, og forstår ligesom alle trænerne i øvrigt at rumme alle, og skabe en god stemning.”
En indstilling, Tanja Stoor, der er mor til en af børnene, der træner i klubben, havde indsendt til dommerkomitéen.

De små giver kræfter
Palle Bengtsom fik prisen i forbindelse med en træning den 21. juni, og han var på forhånd ikke klar over, at det ikke ville blive en helt almindelig træning:
– Jeg blev godt nok overrasket, for det anede jeg intet om. Men jeg blev da også glad for, at der er nogle forældre, der værdsætter det arbejde, jeg går og laver.
Palle Bengtsson har været træner i klubben i så mange år, at man ikke kan forestille sig Brøndby Judo Klub uden ham. Sådan har han det også selv:
– Det er er stor del af mit liv, og det bliver det også ved med fremover. Der kan godt være tider, hvor det er lidt sværere end andre at finde motivationen. Men så møder man igen ungerne, og så er det hele godt igen. Det at være sammen med børnene og træne dem, giver kræfter.

FAKTA
Næste deadline for indstilling til anden kvartal er mandag den 13. august.
Send din indstilling inklusiv din begrundelse via mail til 2600prisen@al-bank.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top