Kommunalbestyrelsen tog hul på fremtidens Kirkebjerg
ZEUTHEN-og-AAGAARD-AS-Park-Allé-292.jpg
Politikerne i Brøndby har holdt temamøde om Kirkebjerg. Det forventes, at der til efteråret kan præsenteres en samlet plan. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Med input fra arkitekter og eksperter debatterede Brøndbys politikere, hvordan fremtidens Kirkebjerg skal se ud

Kirkebjerg er et af Brøndby Kommunes store byudviklingsprojekter, der frem mod 2025 skal omdannes fra erhvervsområde til at være en ny levende bydel med ca. 1.500 nye boliger.
Men hvad skal kendetegne den nye bydel, hvordan skal parkeringen håndteres og hvad med grønne områder?
Det var nogle af de emner, kommunalbestyrelsen drøftede på et møde for nylig. Her fik de også indlæg fra rådgivere, der er tilknyttet projekter og som blandt andet tæller tegnestuen Vandkunsten, der har stor erfaring med omdannelse af eksisterende byområder og Filip Zibrandtsen fra Urban Creators, en af landets førende eksperter på parkeringsløsninger.

Mange børn i vente
Hvis prognoserne holder stik, vil fremtidens Kirkebjerg i første omgang få cirka 3.600 nye indbyggere og cirka 1.000 af disse forventes at være børn i alderen 0-16 år.
Politikerne talte derfor om behovet for nye dagtilbud i området og mulig udvidelse af Brøndbyvester Skole.
Man talte også om vigtigheden af, at den nye bydel knytter sig til og integrerer dele og udtryk fra Kirkebjergs karakteristiske erhvervsområde med blandt andet klassiske røde tegl fra 1950’erne og at man bibeholder områdets grønne arealer.

Den svære parkering
Parkering er en pladskrævende og økonomisk tung post og var derfor også på dagsordenen. Her var politikerne stemt for at se nærmere på mindre parkeringshuse fordelt i området. Der var ønsker til, at parkeringshusene også skal kunne rumme andre funktioner som fx fælleshus og mulighed for sportsudøvelse.
Kommunalbestyrelsen vil løbende drøfte udformningen af fremtidens Kirkebjerg og en samlet plan for Kirkebjerg vil komme i høring til efteråret. Her får borgerne mulighed for at komme med input.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top