Tid til at lege i Brøndby Strand
BRØNDBY Så er det igen blevet tid til Store Legedag i Brøndby Strand. I år foregår det på lørdag den 10. maj klokken 12-16

Vi har sjældent oplevet, at solen svigter os og vi forventer igen i år, at børn og voksne strømmer til Esplanadeparken i stort antal, siger Søren Kristensen fra initiativgruppen bag Store Legedag.
Knap 20 foreninger og institutioner deltager med forskellige aktiviteter. Hertil kommer den lejede svævebane, oppustelig aktivitetsbane, hoppeborge,  klatrebjerg, elastikjumper og toget Futte.
– Slipper tålmodigheden op hos nogle i de lange køer, vil de voksne køpassere med smil genoprette den gode tone, fortæller Søren Kristensen.

Heltene holder det sammen
I det hele taget er Søren Kristensen meget glad for de voksne køpassere:
– De er den fe-lim, der gør Store Legedag til den succes, den er. Disse overskudsmennesker forbereder helt frivilligt og ulønnet gennem flere måneder dagen, bruger en hel søndag på at gennemføre den, og undervejs har de øjne, engagement og hjertet med over alt og dermed sikrer de, at alt forløber så trygt og behageligt, som muligt. Og når dagen er slut, bruger de flere timer og mange sorte skraldesække på at rydde op efter gæsterne. De er i mine øjne virkelighedens helte. Disse mennesker bærer en Store Legedags T-shirt, der er et særligt æresstempel. Så længe de besøgende respekterer dette æresstempel, vil Store Legedag fortsætte med at eksistere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top