Boligselskab bakker op om Zahid Mansoor
BRØNDBY Selvom Zahid Mansoor er medlem af Hizb ut-Tahrir, kan han godt arbejde som gadeplansmedarbejder i Brøndby Strand, mener hans arbejdsgiver, BO-VEST

I forbindelse med diskussionen om Hizb ut-Tahrir og fodboldafdelingen i Brøndby Strand Idrætsklub (BSI) har Zahid Mansoors navn spillet en vigtig rolle. Zahid Mansoor er medlem af Hizb ut-Tahrir og formand for BSI og er af flere blevet beskyldt for at ville bruge netop dette til at udbrede Hizb ut-Tahrirs lære.
Til daglig arbejder Zahid Mansoor som gadeplansmedarbejder i Brøndby Strand, og selvom han derved har tæt kontakt til nogle af de unge mennesker, som Hizb ut-Tahrir ifølge flere kilder forsøger at tilknytte organisationen, mener Zahid Mansoors arbejdsgiver, BO-VEST ikke, der er et problem:
– BO-VEST blander sig som arbejdsgiver som udgangspunkt ikke i medarbejderes politiske eller religiøse tilhørsforhold. Vi undersøger altid medarbejdernes straffeattest, børneattest, opholdstilladelse, og vi forholder os løbende til medarbejdernes faglige kvalifikationer samt deres daglige varetagelse af jobbet. Oplever vi, at en medarbejder sammenblander private politiske overbevisninger med det hverv, som de løfter hos os, så handler vi naturligvis på det. Det gør vi med alle vores medarbejdere, siger Ulrik B. Hoffmeyer, direktør i BO-VEST.
 
Som alle andre
Selvom der på det seneste har været stærk fokus på Hizb ut-Tahrir og Zahid Mansoor, så mener Ulrik B. Hoffmeyer ikke, der fra BO-VESTs side er behov for at rette ekstra opmærksomhed på Zahid Mansoor:
– BO-VEST har ikke kendskab til, at den opsøgende medarbejder i Brøndby Strand skulle foretage sig noget i sin arbejdstid, som ligger uden for den stillingsbeskrivelse, der er i det pågældende projekt.  Får vi kendskab til, at en medarbejder ikke agerer i overensstemmelse med det hverv, han eller hun er ansat til at varetage, så handler vi naturligvis på det. Vi agerer hele tiden i overensstemmelse med den viden, vi har. Det gælder alle vores medarbejdere.

Styrket indsats
Zahid Mansoors arbejde som gadeplansmedarbejder er en del af en større indsats i Brøndby Strand. En indsats hvor der for eksempel også er fokus på kulturelle tiltag, og selvom projektet går godt, så er der ifølge Ulrik B. Hoffmeyer, direktør i BO-VEST, behov for at styrke indsatsen yderligere:
– Der har været en drøftelse i styregruppen for projektet om mulighederne for at styrke det opsøgende arbejde i Brøndby Strand. Det er i den forbindelse besluttet, at omorganisere arbejdet, og herunder også via en mellemleder at sikre en helt tæt ledelse af medarbejderne i det opsøgende arbejde.

Debatten fortsættes online
Har du mening i debatten, er du velkommen til at deltage på Folkebladets hjemmeside folkebladet.dk, hvor du i kommentarfeltet kan skrive denne. Husk at bevare den gode debattone og undgå injurierende kommentarer, hvilke vil blive fjernet.

HLA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top