Letbane til Glostrup station?
DEBAT Af Johannes Lundstrøm, Patanhaven 2, 2600 Glostrup Når man studerer planerne for den kommende letbane på ring 3 ser man, at banen åbenbart skal have en afstikker fra ringvejen hen til Glostrup station. Det ser ud som en ganske besværlig og dermed meget dyr løsning, hvilket får mig til at spørge de planlæggende myndigheder, om […]

Af Johannes Lundstrøm, Patanhaven 2, 2600 Glostrup

Når man studerer planerne for den kommende letbane på ring 3 ser man, at banen åbenbart skal have en afstikker fra ringvejen hen til Glostrup station.
Det ser ud som en ganske besværlig og dermed meget dyr løsning, hvilket får mig til at spørge de planlæggende myndigheder, om man har overvejet alternativer?
Et alternativ kunne f.eks. være den samme løsning som man har i Herlev, hvor en ca. 200 m lang sti fører fra den vestlige ende af S-togs perronen hen til ringvejens busstoppesteder.
Godt nok er den tilsvarende strækning i Glostrup i dag ca. 450 m, men her kunne man kompensere ved at rykke perronen godt 200 m mod vest, således at den nuværende vestlige perrontunnel bliver den østlige med adgang til/fra busholdepladserne. En ændring, som ikke vil få nogen større betydning for buspassagerer der i forvejen har en gennemsnitlig afstand til perronenden på små 200 m gennem den østlige tunnel og 140 m gennem den vestlige tunnel.
En ny tunnel til den vestlige ende af en ny perron ville med en overdækket passage kunne forbindes med tunnel og trapper til en perron for letbanen midt på ring 3.
Skulle denne løsning nødvendiggøre, at man gør broen over baneterrænet bredere, vil en relativt billig løsning være at hægte ’hylder’ på til fodgængere og cyklister.
Denne løsning vil garanteret være meget billigere end de anlæg der ellers skal til for at føre letbanen ned fra ringvejen til Glostrup station.

Svar fra borgmester John Engelhardt (V):

Tak for din konstruktive interesse for letbanen. Jeg er imidlertid bestemt ikke enig med dig i den løsning du foreslår.
Letbanen har to hovedformål, nemlig 1) at skabe en højklasset trafikforbindelse på tværs af fingrene og 2) at understøtte byudviklingen i kommunerne langs letbanen.
Skal letbanen få den ønskede funktion som højklasset trafikforbindelse kræves hyppige afgange og en relativ høj rejsehastighed. Letbanen får i hverdagsdagtimerne afgang hvert 5. min og en middelrejsehastighed inkl stop på 30 km/t, hvilket er højt for en letbane. Da en meget stor del af letbanens passagerer er omstigende fra banerne i fingrene, vil letbanens høje frekvens og rejsehastighed tabe sin betydning, hvis ikke også omstigningsvejene holdes så korte som absolut muligt.
På Lyngby, Buddinge, Vallensbæk og Ishøj stationer er letbanens perroner placeret, således at der opnås de ønskelige korte omstigningsveje til S-banens perroner. For Herlev station er der netop indgået en regeringsaftale om at arbejde videre med flytningen af S-togsperronen hen til letbanens station på Ring 3, således at der også her opnås en helt kort omstigningsvej. Når dette er muligt i Herlev, men ikke i Glostrup skyldes, det at Herlevs bycentrum ikke ligger ved stationen og derfor får en selvstændig letbanestation ved bycentret.
Modsat Herlev er Glostrups by- og handelscentrum bygget om omkring Glostrup station. Ovennævnte regeringsaftale indebærer også, at der arbejdes videre med at genetablere standsningen af regionaltog på Glostrup station inkl stop for en ny direkte regionaltogslinje fra Roskilde til Lufthavnen. Dette sammen med etableringen af letbanen betyder at Glostrup får en særdeles vigtig rolle som vestegnens trafikale knudepunkt. Den betydning udbygningen af det trafikale knudepunkt kan få for udviklingen af Glostrups by- og handelscentrum kan næppe overvurderes. En afgørende forudsætning er imidlertid at nærheden mellem bycenter og de forskellige dele af stationen bevares. Derfor skal letbanestationen ligge, hvor den er planlagt, tæt ved bycentret og tæt ved S-tog og regionaltog. De korte omstigningsveje til S-tog og regionaltog opnås via den vestlige perrontunnel, der forlænges mod syd til de nye regionaltogsperroner og til Stationsparken og en ny spændendende byudvikling syd for stationen både i vores kommune og hos nabokommunen Brøndby

1 kommentar om “Letbane til Glostrup station?”

  1. Johannes Lundstrøm siger:

    Tak til borgmester John Engelhardt for et dybtgående svar. Det er rigtig dejligt, når man får så seriøs og grundig tilbagemelding på sit indlæg, som det her er tilfældet. Tak for det.

    Nu har der i en periode været sået tvivl om, hvorvidt letbanen overhovedet skulle bygges, men da den nu er manet til jorden, finder jeg det relevant at fortsætte debatten.

    I sit svar begrunder borgmesteren sløjfen hen forbi Glostrup station med hensynet til handelslivet og omstigningsmulighederne til tog/S-tog. Med sløjfen sparer man naturligvis tid for de passagerer, der skal benytte dissse to faciliteter. Men samtidig forsinker man de passagerer, der skal videre. Derfor kunne det være interessant at få trafikanalytikerne til at foretage et enkelt regnesstykke.

    1. Hvor mange minutter sparer summen af passagerer med ærinde i Glostrup Shoppingcenter/G2 hhv. passagerer, der skal skifte til tog/S-tog?

    2. Hvor mange minutter spilder summen af passagerer, der ikke har de to nævnte ærinder.

    Da jeg altid har haft det princip, at kritik bør følges af et kontruktivt modforslag har jeg naturligvis et parat.

    Kære borgmester Engelhardt, tænk på sidst du var i lufthavnen. Lange rullende fortove i overdækkede passager. Denne løsning er garanteret meget billigere end den komplicerede fletning mellem Ringvejen og letbanen, og det vil ikke koste meget mere, hvis man lader denne facilitet forbinde begge perrontunneller på Glostrup station. Derved får man den ekstra gevinst at tilgodese butikscentrene endnu mere, ligesom man tilgodeser de passagerer der skal videre med bus fra den østlige ende af busholdepladsen samt de der gerne vil sidde i den forreste ende af togene.

Skriv et svar til Johannes Lundstrøm Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top