Biltrafik efter letbane skaber ophedet debat
I forbindelse med den kommende letbane skulle Kommunalbestyrelsen ved decembermødet tage stilling til, hvordan trafikken fremover skal afvikles i krydset ved Ringvejen og Stadionvej

Politikerne skulle tage stilling til, om Stadionvej skal spærres helt af ud mod Ringvejen i forbindelse med letbane-byggeriet. Nærmere bestemt var spørgsmålet, om der skal være mulighed for at køre ind på Stadionvej fra Ringvejen, hvilket betyder højresving ind, men ikke udkørsel, altså højresving ud, eller både ind- og udkørsel til og fra Ringvejen som i dag.

Beslutningen i Kommunalbestyrelsen blev, at man fastholdt tingenes tilstand, altså at man ikke ændrer på til- og frakørselsforholdene.

17 ud af 19 medlemmer af Kommunabestyrelsen var enige i status quo. Men ikke Enhedslistens Robert Sørensen og SF’s Mette Vennerstrøm.

– Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over, hvordan sagsbehandlingen af dette punkt er foregået i kommunalbestyrelsen. Jeg kunne grine over det, fordi sagsgangen i denne sag er direkte pinlig, siger Robert Sørensen og peger på, at Venstre i Miljø- og Teknikudvalget stillede forslag om en afstemning blandt borgerne.

Dette forslag blev dog annulleret i Økonomiudvalget, da man vurderede, at der reelt ikke var tid til en sådan afstemning.

– Jeg har lyst til at græde, fordi det går ud over borgerne i Glostrup, at flertalsgruppen hele tiden er på bagkant med deres holdninger til letbanen, til dens placering og ikke vil tage en ordenligt debat med de berørte borgere.

 

Tidsnød, ja

Mere forståelse for tidsproblematikken var der hos SF’s Mette Vennerstrøm, der alligevel gerne ser, at de berørte borgere høres.

SF foreslog på Kommunalbestyrelsens møde, at Stadionvej lukkes af for indkørsel fra Nordre Ringvej, når letbanen kommer.

– Vi mener ikke, at uvedkommende og gennemkørende trafik til erhvervsområder skal ind igennem vores boligområder, især ikke et område, hvor der færdes skolebørn.

Enhedslisten stillede forslag om, at der arbejdes videre med løsningen om, at der kun skal være højresving ud på Ringvejen og indkørsel forbudt fra Ringvejen til Stadionvej.

 

Kompromis

Svaret er skarpt til de to oppositionspartier fra flertallets leder, borgmester John Engelhard (V).

– Når Robert Sørensen har fået lidt mere politisk erfaring, vil han opdage, at det ind imellem forekommer, at en sag får en drejning fra fagudvalg til Økonomiudvalg eller fra økonomiudvalg til kommunalbestyrelse. Det kan for eksempel skyldes nye oplysninger eller som et led i en politisk proces, hvor man søger kompromisser partierne imellem, siger John Engelhardt.

Han forklarer, at i det konkrete tilfælde viste der sig i Økonomiudvalget et flertal dækkende 17 ud af 19 medlemmer for ikke at ændre noget som helst i forhold til i dag.

– Robert må for min skyld grine eller græde, som han lyster, men jeg vil først finde det rigtig morsomt,såfremt vi skulle holde borgermøder hver gang vi ikke ændrer noget.

 

DF på banen

– I øjeblikket er der højre ind og højre ud, og den mulighed ønsker vi ikke at forringe, siger Flemming Ørhem fra Dansk Folkeparti.

Han er formand for Miljø- og Teknikudvalget.

– Vi vil gerne høre borgerne i konkrete sager, men lige præcis denne sag, synes vi ikke, det er relevant, da der er mange andre at tage hensyn til end borgerne, der bor i området. Der er også en idrætspark, en skole og en daginstitution. Vi anbefaler derfor samme vejbetjening, som i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top