Landshold for udviklingshæmmede spiller i Brøndby
Landsholdet for udviklingshæmmede spiller opvisningskamp i TREFOR Arena Brøndby

 Når KIF Kolding København lørdag den 28. februar tager imod Odder Håndbold i herrernes håndboldliga, får TREFOR Arena Brøndby ligeledes besøg af Special Olympics håndboldlandsholdene. De udviklingshæmmedes damelandshold spiller opvisningskamp i ligakampens halvleg.

Landstrænerne Katrine Thoe Nielsen og Ivan Kristensen, Dansk Handicap Idræts-Forbund, fortæller at Special Olympics landsholdene for damer og herrer er samlet til træningsweekend i Brøndby forud for årets helt store begivenhed for udviklingshæmmede idrætsudøvere, Special Olympics World Games i Los Angeles, hvor 7.000 atleter fra 177 lande vil dyste.

Special Olympics World Games finder sted i september 2015, og Danmark stiller med ikke færre end 70 atleter, deriblandt de to håndboldlandshold, som man altså kan møde i Brøndby Hallen, slutter de udviklingshæmmedes landstrænere.

 

At gøre en forskel

Udviklingshæmmede dyrker nemlig også idræt. Sport er et vigtigt og givende element i deres liv, nøjagtig som i de fleste andres. Derfor giver KIF Kolding København og sponsoren ALPI udviklingshæmmede håndboldspillere mulighed for at være en del af håndbold-eventen i TREFOR Arena Brøndby lørdag den 28. februar.

Jens Boesen, Direktør i KIF udtaler forud for ligakampen: – Vi ser frem til at byde Special Olympics holdene velkommen på lørdag og glæder os til at se dem spille håndbold. Vi bidrager gerne med det, vi kan, og vi stiller både gulv og omgivelser omkring kampen til rådighed for et så godt formål. Vi håber, at alle tilskuere vil støtte de udviklingshæmmede håndboldspillere, som skal repræsentere Danmark i Los Angeles, slutter Jens Boesen.

 

Stolt sponsor

Også sponsoren, speditionsfirmaet ALPI, glæder sig over, at Special Olympics er på banen på lørdag.

Mette E Thygesen, ALPI, udtaler:

– Hos ALPI forsøger vi hele tiden at give de udviklingshæmmede idrætsudøvere nye og gode oplevelser. Forskellige Special Olympics klubhold har spillet opvisningskampe i forbindelse med diverse ligakampe over hele landet, og nu får man også i Brøndby Hallen mulighed for at se damelandsholdet i aktion. Det ved vi, at de glæder sig rigtigt meget til. Og at spille kamp i en forhåbentligt godt fyldt Brøndby Hallen bliver en kæmpe oplevelse. Både for spillerne, men helt sikkert også for publikum, der får mulighed for at opleve den glæde ved sporten, som spillerne viser på banen. Det gør os stolte og glade, når vi kan hjælpe på denne måde, slutter Mette E Thygesen fra ALPI.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top