De røde partier imod omprioritering
BRØNDBY. Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i Brøndby opfordrede i sidste uge KL til at gøre modstand mod ompriomprioriteringsbidraget. Dermed ligger de på linje med et flertal i KL

Som Folkebladets tema om omprioriteringsbidrag i sidste uge viste, var de fleste lokale politikere modstandere af, at kommunerne skal spare én procent af deres budget i 2017 til 2019.
Således opfordrede blandt andet SF og Enhedslisten i Brøndby KL’s bestyrelse til at arbejde for at overbevise regeringen om, at omprioriteringsbidraget skrottes.
Og lige inden de lokale politikere torsdag og fredag mødtes med andre lokale politikere til delegeretmøde i KL i Aalborg, udsendte SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne en fælles pressemeddelelse. I den skriver de blandt andet:
”Fra Brøndby opfordrer vi derfor KL til at meddele regeringen, at der ikke bliver indgået en kommunal økonomiaftale, som indeholder et omprioriteringsbidrag.”
Som debatten på delegeretmøde efterfølgende viste var de tre politiske partier ikke ene om at have denne holdning. Således bakkede et flertal på mødet op om, at KLs bestyrelse skulle arbejde for at minimere effekterne af omprioriteringsbidraget.

Godt men er der stadig
Efter delegeretmøde var de tre lokale politikere på sin vis også tilfreds. Således sagde borgmester Kent Max Magelund (S):
– Brøndby var jo fuldstændig på linje med det forslag, som blev vedtaget med overvældende flertal. Vi ved godt, at det er regeringen, der har beslutningen i sidste ende, og Lars Løkke (V) lovede intet i sin tale. Men han var imødekommende i forhold til, at det måtte være både kommunerne samt regeringen, der må klare de kommende økonomiske udfordringer sammen, da ingen kan klare det alene. Men hvordan det skal ske, må de kommende økonomiske forhandlinger om økonomiaftalen jo vise.
Så selvom der således var grund til en hvis optimisme, mener Kent Max Magelund (S) stadig, de lokale politikere er nødt til at være opmærksom på omprioriteringsbidraget:
– Indtil videre arbejder vi i Brøndby videre med vores budget 2017, som om omprioriteringsbidraget stadig står ved magt – for at være på den sikre side – uanset hvad der sker.

Rokker ved selvstyre
Vagn Kjær-Hansen (SF) var efterfølgende også tilfreds med delegeretmødets beslutning:
-Jeg er rigtig glad for, at KL’s delegeretmøde vedtog forslaget fra byrådet i Frederikshavn med et meget stort flertal. KLs bestyrelse skal arbejde for at undgå konsekvenserne af omprioriteringsbidraget. Eller helt konkret: Vi ønsker en økonomiaftale for 2017, som ikke påfører kommunerne minusvækst.
Ifølge Vagn Kjær-Hansen (SF) er problemet med omprioriteringsbidraget, at det udfordrer det kommunale selvstyre:
– For SF er der to problemer med det såkaldte omprioriteringsbidrag: For det første at det tvinger kommunerne til nedskæringer. For det andet at regeringen vil tage pengene fra kommunerne og derefter lade Folketinget bestemme, hvad pengene skal bruges til. Det er ikke, at kommunerne skal omprioritere, men at Folketinget vil beskære det kommunale selvstyre.
Skal regeringen ændre holdning i forhold til omprioriteringsbidraget, kræver det ifølge Vagn Kjær-Hansen (SF), at modstanden kommer flere steder fra:
-Naturligvis betyder det noget, at et stort set enigt KL udtaler sig imod omprioriteringsbidraget. Den vedtagelse gør det sværere for regeringen at holde fast i omprioriteringsbidraget, når mange kommunalpolitikere fra regeringspartiet og regeringens støttepartier er imod det. Det bliver også afgørende for kampen mod omprioriteringsbidraget, at mange andre tager afstand fra det. Flere fagforeninger har allerede meldt klart ud imod omprioriteringsbidraget, og det ser jeg som en god begyndelse.

Stadig mærkes
Som Folkebladet kunne fortælle i sidste uge, har Steen Andersen fra Enhedslisten forsøgt at få hele kommunalbestyrelsen til at bakke op om modstanden mod omprioriteringsbidraget.
Derfor glæder det ham også umiddelbart, at sidste uges delegeretmøde i Aalborg førte til et ønske om, at KL skal begrænse konsekvenserne af omprioriteringsbidraget:
– De kommunale alliancepartnere, her primært Ø, SF og A, har sammen med enkelte Konservative og enkelte Venstrefolk givet en klar melding til KL’s bestyrelse. Hvis forhandlingerne senere går efter KL’s hoved, så bliver nedprioriteringsbidraget ikke til noget.
Dog skal man ikke glæde sig for tidligt, siger Steen Andersen (Enh.):
– I Folketinget melder Mette Frederiksen ud, at hun ikke vil give garanti for, at nedprioriteringsbidraget ikke bliver til noget, at det handler om en vurdering af økonomien til den tid. DF melder ud, at de stadig vil lave prioriteringerne på kommunernes vegne. Og vi ved, at der skal flyttes penge fra det kommunale over til det regionale, og i det tilfælde vil det uvægerligt betyde, at der skal spares på kommunal velfærd.
Derfor kan borgerne i Brøndby, ifølge Steen Andersen (Enh.), uanset hvad godt indstille sig på hårdere økonomiske tider:
– Borgerne i Brøndby kan ikke ånde lettet op. Nu kommer kontanthjælpsloftet, og senere på foråret skal der findes 90 – 100 mio. på boligydelserne, hvor man allerede har siet visse målgrupper fra, og så er det enkelt at regne sig frem til hvem, det så går ud over. Det bliver de borgere i Brøndby, som allerede er spændt hårdt for, enlige mødre på kontanthjælp, handicappede, der ikke bor i særboliger, og samboende par på kontanthjælp, og over hele linjen alle dem, der ikke kan honorere 225 timers arbejde om ugen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top