Omprioriteringsbidraget: Forslag til besparelser på over 50 millioner
GLOSTRUP. Der var fuld enighed i kommunalbestyrelsen i Glostrup i sidste uge, da de vedtog, hvordan omprioriteringsbidraget skal håndteres. Der skal samlet set findes besparelsesforslag for over 50 millioner kr

Kommunalbestyrelsen i Glostrup er enige om, at de er utilfredse med omprioriteringsbidraget.
– Glostrup Kommunalbestyrelse konstaterer, at der er flertal i Folketinget for at pålægge Danmarks kommuner et omprioriteringsbidrag. Glostrup Kommunalbestyrelse er – ligesom KL – ikke enig i den beslutning, skriver de i den fælles udtalelse, der blev vedtaget på mødet onsdag aften.
Selvom der var fuld opbakning til den udtalelse, var der et par stykker, der markerede, at den godt kunne have været hårdere.
– Enhedslisten ser gerne, at borgmesteren kommer lidt mere ind i kampen imod bidraget. Vi ser gerne, at borgmesteren går på talerstolen til KL´s delegeretmøde i Aalborg i morgen (torsdag) og udtrykker sin klare støtte til KL´s bestyrelse, om ikke at indgå en økonomiaftale med regeringen hvis ikke bidraget bliver fjernet, sagde Robert Sørensensen (enh.).
– Vi havde rigtigt gerne set, at der også havde fulgt lidt handling med fra vores Borgmesters side, for vi tror på, at der kan være en åbning, hvis alle kommuner står sammen og kæmper lige til sidste punktum er sat i denne sag, sagde Mette Vennerstrøm (SF).
John Engelhardt (V) sagde dog, at han ikke forventede at gå på talerstolen.
– Det bedste, vi kan gøre, er at bakke op om vores forhandlingsdelegation og vores bestyrelse. Det gør vi bedst ved ikke at komme med alle mulige meldinger i øst og vest. Derfor har jeg ikke tænkt mig at gå på talerstolen, sagde han.
Efter weekenden oplyste John Engelhardt, at han som forventet ikke var på talerstolen.
– Talelysten var ret beskeden, og stemningen var mere afventende end aggressiv. Der var flere åbninger fra Statsministerens side, og nu må vi afvente forhandlingerne mellem KL og regeringen, siger han.

Store besparelser
Omprioriteringsbidraget er en besparelse på en procent om året i tre år. Med Glostrup Kommunes budget på omkring en milliard vil det over tre år betyde, at Glostrup skal finde en besparelse på omkring 28 millioner kroner.
De penge skal ifølge aftalen mellem partierne primært findes ud fra et sparekatalog, som administrationen skal fremlægge.
– Størrelsen af det samlede katalog er endnu ikke besluttet, men et bud vil være det dobbelte af det beløb, som en udgiftsreduktion på 1 procent per år tilsiger. Der er ikke lagt restriktioner ind i forhold til forvaltningsområder eller andet. Forslagene er ikke begrænset til hverken serviceudgifter eller driftsudgifter, står der.
Det dobbelte af 28 millioner vil altså betyde et samlet sparekatalog på over 50 millioner kroner, som skal findes over tre år.
Derudover kan administrationen lave Best Practice undersøgelser, hvis de ser et effektiviseringspotentiale. Der skal ikke udliciteres for at finde penge.
– Det vurderes, at det ikke her og nu er hensigtsmæssigt at arbejde med langsigtede udliciteringsløsninger.
Sparekataloget skal behandles sammen med budgettet for 2017.

Penge retur
Det store og endnu ubesvarede spørgsmål ved omprioriteringsbidraget er, hvor stor en andel af pengene, der kommer tilbage til kommunerne eller i det hele taget, hvad pengene kommer til at gå til.
– Jeg har ikke opgivet håbet om at kommunerne får penge tilbage. Problemet er, at som jeg ser det politiske flertal, så tror jeg, der kommer penge tilbage, men ikke til Glostrup. Socialdemokraterne siger, at pengene skal tilbage til flygtninge.
Dem har vi ikke særligt mange af, så vi får ikke særligt mange penge der. Dansk Folkeparti siger, at pengene skal tilbage til de aller fattigste kommuner i Jylland og på Lolland, det får vi heller ikke noget ud af, sagde John Engelhardt.
– Enhedslisten har ikke opgivet håbet om at bidraget bliver sløjfet eller skåret markant, derfor opfordrer vi til et kommunalt oprør. Vi skal ikke finde os i, at kommunerne skal finansiere regeringens og dennes støttepartiers valgløfter, sagde Robert Sørensen.
Han var mere pessimistisk end borgmesteren omkring, hvad pengene vil ende med at gå til.
– Det er svært at forestille sig, at der ikke vil ske massefyringer af ansatte i kommunerne. Man kan nu godt forstå, at Lars Løkke har brug for at kradse nogle penge ind. Der skal blandt andet indkøbes nye kampfly og der skal laves en skattereform til efteråret, hvor der er forventninger om lettelser i topskatten, sagde han.
Hanne Nielsen fra socialdemokraterne kaldte det et bedrag i stedet for et bidrag.
– Dansk Folkeparti og Venstre har valgt at brandbeskatte kommunerne med et såkaldt omprioriteringsbedrag.
Det betyder, at Glostrup Kommune skal finde 28 millioner, som skal fyldes i statens lommer. Det er meget tvivlsomt, om vi ser nogen af de penge igen. Der skal ikke være nogen tvivl om, at Socialdemokratiet mener, at det er et svinestykke fra den borgerlige side, sagde hun.
Leif Olsen (V) svarede, at socialdemokraterne på Christiansborg også har stemt for økonomiaftalen for 2016 med kommunerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top