Venstre: Området skal prioriteres
BRØNDBY. Mette Engelbrecht fra Venstre mener, der skal ske forbedringer af forholdene i institutionerne

Læs artiklen om Mette Theisen her

Hvordan synes du forholdene generelt set er på børneinstitutionsområdet i Brøndby? Bliver der investeret (ikke i konkrete kroner og ører) de fornødne ressourcer i området?
Der bliver ikke investeret nok i børnene i daginstitutionerne. Venstre er det eneste parti, der ønskede at give alle penge til flere hænder. Det er vores politik, at der bliver investeret mere i området for at kunne sætte ind for de flere og flere udsatte børn, der er i kommunen. Vi mener, at der skal investeres, før det sker, i stedet for at slukke brande, som det sker i øjeblikket.
Har børnene i institutionerne i Brøndby den bedst tænkelige hverdag?
Vi har talt for, at flere frie ressourcer bør bruges på bedre normeringer, senest ved forhandlingerne om fordeling af børnemilliarden. Men vi kunne ikke få det igennem. Flertallet, SF, S, Ø og DF, stemte os ned i kommunalbestyrelsessalen. Det er Venstres mærkesag, at der bliver sat ind over for de udsatte børn så tidligt som muligt. Det handler om familierne som helhed.

Er der, som pædagogen påstår, for få pædagoger i institutionerne i Brøndby?
Vi er det eneste parti, der mener, at der skal findes flere ressourcer til bedre normeringer og en tidlig indsats for udsatte familier. Brøndby har på papiret sammenlignet med andre kommuner bedre normeringer. Men det er ikke et parameter, vi mener, er retvisende i forhold til, hvad vi ønsker af standarder for institutionerne.

Et konkret problem ifølge pædagogen er, at der er så få pædagoger, at det går ud over børnenes sociale kompetencer. Hvad siger du til denne kritik?
Det er en forudsætning for at give børnene en tryg dagligdag, at der er tilstrækkelig med voksne omkring børnene. Ved pædagogerne ikke, hvad der sker omkring børnenes trivsel i daginstitutionen, så er det svært at italesætte børnenes udfordringer over for forældrene og kunne påtale forældrenes ansvar over for deres børn. Og det er endnu svære at kunne se de børn, hvis forældre skal have støtte til at komme igennem rollen som forældre. I Brøndby er det ikke alle forældre, der kan magte opgaven, og dér skal vi sætte ind så tidligt som muligt.

Der burde minimum være tre fuldtidsansatte og uddannede pædagoger til 18 børn. Er den foreslåede normering den rette og realistiske normering i Brøndby?
Nej, det er ikke den rette normering, og det har vi allerede i januar 2015 påpeget over for børneudvalget. Men vi kunne desværre ikke finde et flertal, idet resten af kommunalbestyrelsen (SF,S, Ø og DF) stemte os ned.

Er der den fornødne dialog mellem politikerne og pædagogerne i Brøndby?
I 2014 i forbindelse med lukningen af Skovsatellitten stillede vi forslag om, at daginstitutionerne skulle igennem en undersøgelse via dialog om, hvad de ønskede af faciliteter. Vi blev desværre stemt ned af Socialdemokraterne og DF i udvalget. Vi mener, der er god grund til at høre daginstitutionerne og udvikle på området. Men det er der ikke tilslutning til hos de resterende partier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top