Konfliktvarsel mod plejefirma i Brøndby
BRØNDBY. FOA beskylder plejefirma, som Brøndby Kommune arbejder sammen med, for ikke at overholde overenskomst. Kommunen vil se på sagen

De ansatte i DK Pleje A/S får for eksempel ikke løn under sygdom. De har ikke ret til fuld løn under barsel og barns 1. sygedag. Hvis der er aflysninger, mister de penge. Deres tryghed i ansættelserne er uholdbar, for de kan opsiges med en uges varsel. Og de får meget dårlig løn og betaling for at arbejde på skæve tidspunkter.
Sådan skriver FOA i pressemeddelelse, og derfor har fagforbundet, der organiserer blandt andet plejepersonale, varslet en konflikt mod firmaet med virkning fra den 1. september.
En konflikt, der også kan få konsekvenser i Folkebladets område. For Brøndby Kommune er en af de kommuner, der arbejder sammen med DK Pleje A/S.
Om FOA’s udmelding siger Kent Max Magelund (S), borgmester:
– Kommunen vil selvfølgelig undersøge, om forudsætningerne for indgåelse af aftalen med pågældende leverandør ikke er tilstede eller er opfyldt.

Klar aftale
Ifølge Kent Max Magelund har Brøndby Kommune sikret sig, at medarbejderne i de firmaer, kommunen arbejder sammen med, har ordentlige arbejdsforhold:
– Kommunen har forpligtet leverandøren til at sikre, at de medarbejdere, som udfører opgaven, har løn og ansættelsesforhold, der ikke er mindre gunstige end de løn og ansættelsesvilkår, som i henhold til kollektiv overenskomst, lovgivning eller administrative forskrifter gælder for arbejde af samme art inden for vedkommende fag eller industri på den egn, hvor arbejdet udføres.
Skulle det komme til en konflikt, vil Brøndby Kommune stræbe efter, at det ikke går ud over borgere, der modtager hjælp af DK Pleje A/S:
– Kommunen vil naturligvis ikke blande sig i en lovlig varslet konflikt – men vil naturligvis sikre, at en evt. blokade ikke kommer kommunens borgere til skade.

Foretrækker Krifa
Advokat Jette Hassing Ronøe varetager sagen for DK Pleje A/S, og hun siger til Folkebladet:
– DK Pleje A/S har i 14 dage været i kontakt med Krifa for at lave en overenskomst med dem.
Ifølge Jette Hassing Ronøe er der en oplagt grund til, at DK Pleje A/S ønsker at indgå overenskomst med Krifa:
– Min klient mener, der er mulighed for en større grad af fleksibilitet ved en overenskomst med Krifa.
Et af de kritikpunkter, FOA har i forhold til DK Pleje A/S, er, at medarbejderne ikke har ordentlige pensionsforhold. Om det siger Jette Hassing Ronøe:
– For flere måneder siden indgik DK Pleje pensionsaftale med PFA med virkning per 1. august.
Til Folkebladet siger Kent Max Magelund, at han vil undersøge sagen. Men borgemesteren kan ifølge Jette Hassing Ronøe også se frem til at høre fra DK Pleje A/S:
– Jeg sidder netop nu og arbejder på et brev til de berørte kommuner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top