Pensionister på skovtur
20160617_123352.jpg
Der har netop været pensionistskovtur i Brøndby. Over 600 personer var med på de fire ture. Foto: Brøndby Kommune Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Knap 630 deltagere var med på de fire pensionistskovture i Brøndby. I år gik turen til en ny destination

Vanen tro har en gruppe pensionister været på skovtur med Brøndby Kommune. Eller det vil sige, det var ikke helt vanen tro. For hvor skovturene de forrige år er gået til de samme to destinationer, så gik skovturene til et nyt sted i år, nemlig til Restaurant Kalvø i Frederikssund.
Helt nyt var stedet nu ikke i forhold til kommunens traditionelle pensionistskovture, der jo har eksisteret siden 1968. Tilbage i 1987 var skovturene faktisk også forbi Restaurant Kalvø.

Mange fortællinger
Efter at have samlet pensionister op på de otte opsamlingssteder rundt om i kommunen kørte busserne ud på en guidet køretur. Turen bragte pensionisterne ud på en rundstrækning i Nordsjælland.
Hver bus havde guider med i form af kommunalbestyrelsesmedlemmer. På turen rundt i Nordsjælland kunne guiderne fortælle om noget så forskelligt som historien bag derbyet på Klampenborg Galopbane, Michael Laudrups villa på Strandvejen, Hal Kochs betydning for både Krogerup Højskole og den danske besættelsestid, samt hvorledes Frederikssund snart både har en Kronprins Frederiks bro (den gamle bro) og en Kronprinsesse Marys bro (den kommende bro).
Jonna Astor og Axel Rasmussen, der begge deltog på skovturen synes, at det var en god tur.
-Busruten var dejlig og havde en tilpas længde. Vi fik set meget på turen, nævner Jonna Astor.

God blanding
På Restaurant Kalvø, der har udsigt ud over Roskilde Fjord, blev der serveret frokost. Borgmester Kent Max Magelund (S) fulgte op på tidligere tiders borgmestertradition ved frokosten og gav et par ekstra snaps til restaurantgæsterne. Kjeld Rasmussen sang atter engang for.
Jytte Sørensen og Finn Hansen synes begge, det var positivt, at skovturen gik til en ny restaurant:
– Det var et dejligt sted med god udsigt, og maden og betjeningen kunne ikke være bedre, siger Jytte Sørensen.
– Og musikerne Kjeld og Jørgen underholdte os godt. Og så klarede Kent Max Magelund det rigtig godt, supplerer Finn Hansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top