600 Brøndbyborgere rammes af kontanthjælpsreform
BRØNDBY. 600 personer kan se frem til en reduktion af offentlige ydelser, når kontanthjælpsreformen træder i kraft. Ingen lokal mulighed for at hjælpe, siger borgmesteren

Når den nye kontanthjælpsreform træder i kraft den 1. oktober, kommer det også til at kunne mærkes i Brøndby, siger Kent Max Magelund (S), borgmester:
– Cirka 600 borgere vil blive berørt af kontanthjælpsloftet – og få nedsat deres ydelser. 697 borgere er omfattet af reglerne om, at skulle have præsteret 225 timers arbejde inden for det sidste år. Endelig er 26 borgere overgået fra uddannelseshjælp/kontanthjælp til integrationsydelse.
Og det kommer til at kunne mærkes for den enkelte, siger Kent Max Magelund:
– Det kan få meget stor betydning for borgerne, idet der er tale om, i nogle tilfælde, betydelige nedsættelser af kontanthjælpen.
Men Brøndby Kommune har ikke mulighed for at hjælpe de berørte, siger Kent Max Magelund:
– Med hensyn til de lokale muligheder for at gøre noget, så er loven relativ klar. Vi kan ikke kommunalt holde hånden under borgere, som rammes af disse regler ved at yde særlige eller specielle supplerende ydelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top