DF frygter kampagne sprænger fællesskab
BRØNDBY. På det seneste KB møde var et af punkterne kampagnen om den kommunale udligningsordning. DF frygter, kampagnen vil sprænge KL

Da kommunalbestyrelsen i Brøndby i sidste uge holdt møde, var kampagnen stopforskelsbehandling.dk et af de punkter, der blev diskuteret.
Flertallet bakkede op om kommunens deltagelse i kampagnen. Dog ikke Dansk Folkeparti, der ifølge Allan Runager frygtede, kampagnen ville få konsekvenser på længere sigt:
– På KLs (Kommunernes Landsorganisation, red.) økonomitopmøde i marts kom KLs bestyrelse under en afstemning i mindretal omkring regeringens påtænkte omprioriteringsbidrag. En fraktion af Kommuner havde udarbejdet et ændringsforslag, som blev vedtaget. Og nu igen samles en fraktion bestående af cirka en tredjedel af KLs Kommuner, hovedsagelig Storkøbenhavnske kommuner, i en organiseret protest, uden om KLs bestyrelse. Denne gentagne fraktionsdannelse ledet af utilfredse borgmestre, vil på længere sigt udfordre samarbejdet i KL.

Brug KL
Allan Runager var enig i den grundlæggende anke, at der sker en økonomisk skævvridning på landsplan. Men debatten skulle være grebet anderledes an:
– En fortsat formodet udligning, skaber utryghed og utilfredshed hos borgmestrene i 34 af hovedstads kommunerne, som i stedet for at tage den uretfærdige udligning op på rette sted, i KLs bestyrelse, altså nu går enegang ved at iværksætte en tilrettelagt millionkampagne, som kontant udmønter sig i, at et flertal i Brøndby Kommunalbestyrelse har vedtaget at bruge op til 60.000 kr. af skatteborgernes penge til denne selvbestaltede kampagne.

Solidaritet
På mødet fastholdt blandt andet borgmester Kent Max Magelund (S), at de 60.000 kr., det vil koste Brøndby at være med i kampagnen, er givet godt ud:
– Det er et spørgsmål om at udvise solidaritet mellem Hovedstadskommunerne. Og kernen i sagen er, at der bliver sendt alt for mange penge vest på, blandt andet set i forhold til at syv ud af de ti mest socialt udsatte kommuner i Danmark ligger i hovedstaden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top