Fokus på ordblindhed
GLOSTRUP. Forældre ved for lidt om hjælp til børn med ordblindhed. Mattias Tesfaye inviterer til møde om emnet

– Den gode nyhed er, at forældrene får flere rettigheder, og at udviklingen går lynende stærkt, siger Mattias Tesfaye (S), medlem af Folketinget.
– Men den dårlige nyhed er, at ikke alle forældre er opmærksom på dette, fortsætter Mattias Tesfaye.
– Der er simpelthen behov for, at flere bliver opmærksom på dette.

Vej på hjælp
Mattias Tesfaye har mødt mange forældre, der har haft problemer med hjælpen til deres børn med ordblindhed:
-Der er forældre, der ikke kunne få deres børn testet for ordblindhed eller som fik forældet hjælpemateriale.
Men der er hjælp på vej, fortæller Mattias Tesfaye:
– Fra næste år får alle forældre ret til at få deres børn testet for ordblindhed, og man er desuden blevet enig om at arbejde ud fra den samme nationale test.

Brøndbymodellen
Mattias Tesfayes kamp for at hjælpe mennesker med ordblindhed begyndte for nogle år siden i Brøndby:
– Jeg talte med en familie i Brøndby, der havde haft problemer med deres tidligere kommune. Det var først, da de flyttede til Brøndby, de fik hjælp i forhold til deres barn.
Brøndby er nemlig en foregangskommune i arbejdet med ordblindhed, fortæller Mattias Tesfaye:
– I kredse, der arbejder med ordblindhed, bliver Brøndby Kommune betragtet som en foregangskommune, der har en politik på området.

Frontkæmper på besøg
I sit arbejde med emnet har Mattias Tesfaye inviteret to kapaciteter på området på besøg i Glostrup i næste uge:
– Jeg har inviteret nogle af landets dygtigste folk på ordblinde-området på besøg. De har holdt mange foredrag om dette i Jylland, men kommer nu til Vestegnen. De vil fortælle om, hvad der er muligheder for hjælp og hvad man skal være opmærksom på som forældre.
Desuden vil der være fokus på den kommende lovgivning på området:
– Jeg vil samtidig fortælle om den nye lovgivning og hvordan, man kan gøre brug af den som forælder.

Mødet om ordblindhed finder sted onsdag den 28. september kl. 18.30 til 21.20 hos 3F i Glostrup, Siestavej 7. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding til: mattias.tesfaye@ft.dk eller 3F Vestegnen Industri tlf. 70 30 09 58 senest torsdag d. 22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top