Glostrup Kommune er ikke skurken
Sigurd Agersnap Folketingskandidat for SF i Ballerupkredsen Det er blå blok og ikke Glostrup kommune, som bærer ansvaret, når kontanthjælpsmodtagere tvinges fra deres hjem. I fredags blev Glostrup Kommune ellers af diverse medier udpeget som skurken i en sag, hvor en mor til fire som følge af kontanthjælpsloftet efter sigende var blevet rådet til at […]

Sigurd Agersnap
Folketingskandidat for SF i Ballerupkredsen

Det er blå blok og ikke Glostrup kommune, som bærer ansvaret, når kontanthjælpsmodtagere tvinges fra deres hjem. I fredags blev Glostrup Kommune ellers af diverse medier udpeget som skurken i en sag, hvor en mor til fire som følge af kontanthjælpsloftet efter sigende var blevet rådet til at flytte til Lolland. Det er tragisk, at en mor til fire bliver tvunget til at flytte fra den kommune, hvor hendes børn har deres omgangskreds. Skurken er dog ikke Glostrup kommune, men de borgerlige partier som alle stemte for kontanthjælpsloftet. Kontanthjælpsloftet rammer 30.000 udsatte familier, og det presser kommuner over hele landet til at finde billige boliger til de ramte familier. I Helsingør har kommunen valgt at oprette bofællesskaber til folk på kontanthjælp, et tiltag som mest af alt vækker minder om de gamle fattiggården, og i Københavns kommune har man på SF’s initiativ afsat 22 millioner til at sikre, at dem som bliver ramt af kontanthjælpsloftet ikke skal gå fra hus og hjem. Kontanthjælpsloftet skaber fattigdom over hele landet, og ifølge beskæftigelsesministeriets egne tal vil 7000 flere børn vokse op i fattigdom. Det har store konsekvenser for de forældre, som tvinges til at flytte, men især for de børn som i mange tilfælde må sige farvel til deres venner og hverdag.
Man kan ikke fortænke sagsbehandlerne i Glostrup, at de foreslår familier at flytte, når de kan se, at budgettet ikke længere hænger sammen. Det er bare ikke en løsning, at alle landets kontanthjælpsmodtagere skal bo på Lolland. I stedet burde Glostrups borgmester John Engelhardt (V) tage et møde med sin partiformand, og fortælle ham om de store konsekvenser kontanthjælpsloftet har for mange borgere – også i Glostrup. Der er kun en løsning, og det er at kontanthjælpsloftet rulles tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top