Karatefamilier i Glostrup
2016-lars-og-mathias.jpg
Lars Christensen og hans søn Mathias Fessel Christensen er en af mange familier i Glostrup, der er sammen om karate. Foto: Glostrup Karate Klub
SPORT. Karate er som så mange andre sportsgrene en sport, der går i arv i familier, og hvor flere generationer ofte dyrker karate sammen

Først på sommeren blev Lars Christiansen og hans søn Mathias Fessel Christiansen begge gradueret til sort bælte i karate.
Sammen med Mathias’ mor, Mette, har de trænet i Glostrup Karate Klub siden 2011, men Lars og Mathias arbejdede på at stå sammen til den store prøve. Det var en stor dag, hvor de begge fik deres sorte bælte. Herudover er Mathias Danmarksmester og med til VM – ivrigt støttet af sin karate-familie.
Og det er bare en af mange familier, der er sammen om karatesporten. Glostrup Karate Klub, Yujo-kai, er en karateklub hovedsageligt for familier.
Klubben er startet og køres af familien Kjøng, Walther 4. Dan, Anne 4. Dan, Dennis 4. Dan, Dina 2. Dan, Andreas 2. Dan og Cindy 1.Dan, som selv har haft karaten som sport og livsstil siden 1973. Familien har sat sig det mål at give andre familier de muligheder, som karate giver.
– Man kan træne sammen og have noget at samles om, som giver mening. Man kan have fælles kodeks, et fælles mål. Man får en stærk krop og et stærkt sind kombineret med et effektivt selvforsvar, og ikke mindst får man oparbejdet sociale relationer og sammenhold med andre familier, siger Walther Kjøng.

Mange familier
Siden Glostrup Karate Klubs start i 2005 har 73 familier, nogle med op til fem medlemmer, trænet i klubben, og mange af dem gennem flere år. I samme periode har 21 af forældrene og 18 af børnene arbejdet sig frem til at få sort bælte, og flere af dem har videreuddannet og udviklet sig til instruktører og eliteudøvere.
Nogle af karatefamilierne har lysten og evnerne til at dyrke karaten på eliteplan og bliver derfor hurtigt de mest synlige.
For Glostrup Karate Klub er det vigtigt, at alle hjælpes den vej, de vil, og eliten støttes derfor med økonomisk hjælp til rejser, stævner og elite- og landsholdstræninger.
Enkelte af disse karate-familier vælger selv eller visiteres til specifikke eliteklubber, der har elitetræning som fokuspunkt.
– Det er også vigtigt for Yujo-kai at prioritere og værdsætte de karatefamilier, der udelukkende træner stræbsomt og tilegner sig karatens filosofi: Karate-do’s vigtigste mål ligger hverken i sejre eller nederlag, men i fuldkommengørelsen af den udøvendes karakter, siger Walther Kjøng.
I Glostrup og omegn er der derfor mange karatefamilier.
Familier, der udover træningen i klubben, træner i egne kældre og garager indrettet til små træningsrum med både måtter og spejle, hvor de kan dygtiggøre sig. Enten som elite eller for egen personlig udvikling.
Den stræbsomhed, selvdisciplin og arbejdsomhed, man ser hos eliten, ser man også hos bredden.
– Det vigtigste for Glostrup Karate Klub er, hvad karaten gør for familien. Ud over en stæk krop og sjæl, kombineret med et selvforsvar, fortæller familierne om færre konflikter i hjemmet, fællesskabet og glæden ved at vokse i noget sammen, siger Walther Kjøng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top