Middelalder­landsby skal være scene for dokudrama
IMG_2678.jpg
Blandt de skuespillere, der er i sidste uge besøgte Middelalderlandsbyen var Lars Mikkelsen (i midten). Foto: Middelalderlandsbyen
BRØNDBY. Middelalderlandsbyen er valgt som lokation til DR´s nye TV-serie Historien om Danmark

– De døde skal være helt døde nu. Ro på settet.
Instruktørens råb gjalder gennem morgendisen, der forstærkes af røgmaskinens kunstige skyer.
Emma og Simone fra Produktionshøjskolen i Brøndby ligger på jorden sammen med tre andre statister og spiller døde pestramte landsbyboere.
Det er koldt, vådt og regnfuldt, men Emma og Simone smiler da instruktøren råber tak.
De døde rejser sig, får et tæppe om skulderen og en varm kop the.
Emma og Simone ligner to helt almindelige teenagere, da de lidt efter kommer ud fra sminken iført deres normale tøj og begiver sig hjem efter en noget anderledes skoledag i Middelalderlandsbyen.
Onsdag og torsdag i sidste uge stod Middelalderlandsbyen i Brøndby således på den anden ende, da Danmarks Radio rykkede ind for at optage et afsnit til den kommende dokudramaserie Historien om Danmark
Serien skal sendes i starten af 2017 på DR1 og har blandt andet skuespilleren Lars Mikkelsen som gennemgående fortæller.

Overgik finanskrisen
Optagelserne i Middelalderlandsbyen handlede om den sene middelalderperiode, hvor Valdemar Atterdag kæmpede for at samle Danmark til et rige.
Den hårdtprøvede konge forsøgte også at få landet på fode igen efter krig, pestplage og en gældsætning, der fik finanskrisen i 2008 til at ligne det rene vand.
Apropos vand drejede en del af optagelserne sig om skatten på handel med sild, der var en af Kong Valdemars største indtægtskilder.
Set med lokalhistoriske briller er denne sildehandel ganske interessant, da et af Køge Bugts største indhandlingssteder var fiskerlejet Ringebæk, der lå to kilometer syd for Middelalderlandsbyen

Første mand på jobbet
Myten om filmstjerners nykker kan i hvert fald aflives én gang for alle, når det gælder den danske skuespiller Lars Mikkelsen, der er bedst kendt fra serier som Forbrydelsen og House of Cards.
Lars Mikkelsenviste sig som én af de første på settet kl. 05.30 og klædte om til dagens optagelser i de skurvogne, Middelalderlandsbyens elever bor i, mens der bygges nye administrationsbygninger i landsbyen.
Den berømte skuespiller viste såvel børne- som dyretække, og hyggesnakkede med skolebørnene mellem optagelserne, mens han beundrede Middelalderlandsbyens scenevante skuddefår.

Heste og gravemaskiner
De afsluttende optagelser var en ridescene, hvor Kong Valdemar og hans følge rider langs en å og et skovbryn. På TV ser det helt naturligt ud, men i virkeligheden rider middelalderkongen lige ved siden af byggepladsen til Ringstedbanen og golfbanerne i Brøndby
Kong Valdemar og hans følge var ridende på heste fra Rytteriet på Nyborg slot, hvor den ene hest var af racen Shire, der er verdens største hest på mere 800 kilo og en skulderhøjde tæt på to meter.
Torsdag aften sluttede to dages arbejdskrævende, men hyggelig, ”belejring” af Middelalderlandsbyen, da Danmarks Radio pakkede karavanen og drog videre til et nyt optagested.
DR fik flotte middelalderbilleder i kassen til 6. afsnit af dokudramaserien Historien om Danmark, og personalet i Middelalderlandsbyen blev en oplevelse rigere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top