Ny direktør til Glostrup Kommune
GLOSTRUP. Blandt et stærkt felt med 56 ansøgere har kommunalbestyrelsen valgt at ansætte Gitte Lohse, der kommer fra en stilling som chef for ledelsessekretariatet i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune

Da Lene Magnussen, der tidligere var direktør i Glostrup Kommune, har fået job i Lyngby-Taarbæk Kommune, har Glostrup ansat en ny direktør. Det blev Gitte Lohse, der bliver direktør for områderne børn, unge og arbejdsmarked. Gitte er 44 år, har en grunduddannelse som lærer og har herudover flere formelle efteruddannelser, blandet andet en Master of Public Administration (MPA). Hun har 13 års erfaring med skoleledelse, overordnet driftsledelse og ledelse tæt på det politiske niveau.
– Med ansættelsen af Gitte Lohse som direktør får vi en stærk og grundig men også behagelig ledelseskapacitet med et meget stort kendskab til folkeskolen, udtaler borgmester John Engelhardt og fortsætter:
– Jeg er meget tilfreds med, at så mange kvalificerede ansøgere valgte at byde ind på at blive en del af et stærkt og ambitiøst fællesskab i Glostrup Kommune. Jeg er overbevist om, at vi har fundet den helt rigtige person til at sikre fortsat fremdrift i de indsatser – ikke mindst på folkeskoleområdet – som bliver helt afgørende for at udvikle Glostrup i den rigtige retning de kommende år.
Gitte Lohse tiltræder stillingen 1. december 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top