Topvolley i Brøndby
SPORT. Et samarbejde mellem Brøndby og Hvidovre volleyballklubber betyder, at man på lørdag kan se topkampe på både herresiden og damesiden

Lørdag d. 22. oktober er der mulighed for at se topvolley i Stadionhal 1. Normalt er det de danske mestre i damevolley man kan glæde sig over at se i aktion, men denne dag vil der også være mulighed for at se top herrervolley, når Hvidovre VK og Middelfart møder hinanden. De to kampe er lagt i et fælles arrangement, for at styrke det samarbejde de to klubber nu har haft på ungdomssiden i et år og som nu udvides med et samarbejde på damesiden. Om dette samarbejde skal udbygges yderligere på herresiden er endnu uvist.
Der lægges ud med herrekamp klokken 14.00, hvor sidste års bronzevindere fra Hvidovre skal kæmpe mod Middelfart, som har vundet medaljer i seks ud af de seneste syv sæsoner og senest var mestre i 2012. Denne kamp følges op af damekampen hvor de danske mestre fra Brøndby skal møde oprykkerne fra Ikast, et ungt ambitiøst hold, som har gennemgået en rivende udvikling i de senere år.
De to klubber vil lave et tilsvarende arrangement den 11. februar, hvor det er Brøndby der henlægger deres hjemmebane til Friheden IC i Hvidovre. En lille krølle på dette samarbejde er, at Brøndby Volleyball Klub blev oprettet i 1955, men dengang under navnet Hvidovre Volleyball Klub. I 1972 vand klubben bronze og man mente, at man var berettiget til at få bedre træningsforhold end den gymnastiksal man var tildelt. Da dette ikke lykkedes tog man kontakt til Brøndby Kommune, som tilbød nogle bedre træningsforhold. Teltpælene blev derfor trukket op og Brøndby Volleyball Klub blev etableret.
Senere er den nye Hvidovre Volleyball Klub blevet etableret og kommunen har et anderledes positivt syn på sporten, hvilket har givet grobund for en ny og velfungerende klub. Brøndby er nu en af de dominerende dameklubber og Hvidovre er godt på vej til at blive det samme på herresiden. Sammen vil de to klubber kunne støtte og supplere hinanden og dette samarbejde er indtil videre blevet godt udbygget på damesiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top