Interesse for at hjælpe udsatte unge
IMG_8746.jpg
Søren Munk, Gadespejlene, og Bjarne Bo Larsen, Jobcenterchef, har underskrevet en samarbejdsaftale. Nu har der været afholdt informationsmøde om projektet, der skal hjælpe udsatte unge. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. De første frivillige har meldt sig som mentor til Gadespejlene og Brøndby Kommunes fælles projekt

Man skal helst være omkring 40 år eller ældre, ressourcestærk og god til at lytte, og så skal man have seks-otte timer om måneden, man kan afse til at være mentor for en udsat ung i Brøndby.
Det var oplægget til informationsmødet i Brøndby den 21. november. Men det afholdt alligevel ikke 14 potentielle mentorer i at dukke op og høre nærmere.
Cirka ti har allerede sendt en ansøgning, som nu behandles, inden de eventuelt godkendes som mentorer.
– I forhold til Brøndby Kommunes størrelse var der en rigtig flot interesse for at gøre en forskel og blive mentor for et ungt menneske i Brøndby. Og ikke mindst var det nogle meget kompetente og kvalificerede folk, der mødte op, så det tyder rigtig godt for det fremtidige projekt i Brøndby, fortæller Søren Munk, sekretariatsleder i projektet Gadespejlene.
Når mentorerne er endelig godkendt, bliver de matchet med en 15-29-årig, der gerne vil have en mentor at mødes med uformelt, og som kan støtte op om et liv uden mistrivsel, misbrug og kriminalitet.
De første mentorforløb forventes sat i gang i løbet af januar 2017.

I uge 45 bragte Folkebladet en artikel, der fortæller mere om projektet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top