Op og ned for Brøndbys volleykvinder
161106-Amager-BVK-tre-på-stribe.jpg
Eva Bang, Deme Morales og Tyler Richardson har som de øvrige spillere i Brøndby været igennem en uge, der har budt på både op- og nedture. Foto: Thomas Guldager
SPORT. I den forgangne uge har Brøndbys volleykvinder spillet godt og tabt en kamp og spillet dårligt og vundet en kamp. Pokalfinalen venter forude

Øresundsligaen blev stiftet på privat initiativ af tre danske og tre svenske topklubber, som ønskede at øge antallet af kampe på højt plan.
En sådan kamp var der tale om, da de danske mestre og regerende Øresundsmestre, Brøndby Volleyball Klub, tirsdag d. 6. december var på besøg hos de svenske mestre fra Engelholm.
Det blev et brag af en kamp, som gik i fem sæt før Engelholm kunne trække sig tilbage som vinder.

Pres på Brøndby
I første sæt havde Brøndbys normalt så stærke kantangribere svært ved at vinde deres angreb.
Engelholm havde stor succes med at lægge et højt servepres på Brøndbys modtagning, som resulterede i et let læseligt angreb, som gjorde det let for Engelholms forsvar at bygge et modangreb op. Engelholm holdt sig således i front gennem hele sættet, som de vandt med 25-20.

Kom tilbage
I andet sæt var der betydelig bedre styr på Brøndbys servemodtagning, og angrebet fandt ind i sit sædvanlige effektive niveau.
Deme Morales og Alissa Coulter vandt således alle deres angreb på nært et enkelt hver og sættet lev bragt hjem med 25-21.
De gode takter fortsatte i tredje sæt, men et fantastisk forsvarsspil på begge hold sikrede nogle lange og yderst spektakulære dueller, der som oftest faldt ud til Brøndbys fordel, som med 25-19 kunne bringe sig i front med 2-1 i sæt.
De to hold fortsatte med flot spil gennem fjerde sæt.
Højrekanten Alissa Coulter og de to venstrekanter, Deme Morales og kampensspiller, Trine Kjelstrup blev fodret grundigt med hævninger, men også Tyler Richardson stod for en række effektive slag.
De to hold fulgtes pænt ad, men mod slutningen var det Engelholm, der kunne gå ud af sættet med en 25-23 gevinst.
Måske var det udslagsgivende, at Brøndby i dette sæt havde fem servefejl, mens Engelholm holdt sig nede på en enkelt.
Hvis Brøndby skulle have vundet, skulle de have taget chancen og lukket kampen i fjerde sæt, for i femte sæt var de ikke i nærheden af en sejr.
To serveesser fra Engeholms side og et par fejlslag af Brøndby gav de svenske mestre et forspring, som de forsvarede på bedste vis og tog sættet overbevisende med 25-9 og blev dermed vindere af topopgøret, som fuldt ud levede op til Øresundsligaen intentioner om gode, spændende og yderst seværdige kampe.

Alt ved det gamle
Lørdag den 10. december var der opgør mod Fortuna Odense i den hjemlige Volleyliga.
Det var en kamp, hvor Brøndby på papiret var storfavoritter. Men et godt fightende Fortunamandskab gjorde deres yderste for stikke en kæp i hjulet for de danske mestre.
I første sæt levede Brøndby op til favoritværdigheden. Perfekte modtagninger fra Deme Morales lagde grunden for et angrebsspil, der sikrede Brøndby sættet med de overbevisende cifre 25-14.

Ramte bunden
Fortuna lagde klogelig deres servetaktik om og fandt med stor succes andre at serve på. Kvaliteten i Brøndbys servemodtagning faldt til det laveste niveau i denne sæson. Fortuna forstod at udnytte situationen og tog sættet med 25-20.
I tredje og fjerde sæt steg kvaliteten i servemodtagningerne en del uden dog at nå op på den sædvanlige standard. Det gav straks bedre effekt på angrebet, Deme Morales lagde ud med gode angreb i tredje sæt, som blev vundet 25-19.
Alissa Coulter sluttede sættet af med en flot angrebsstime, som fortsatte ind i fjerde sæt, så det blev til syv vundne angreb på et tilsvarende antal hævninger og Trine Kjelstrup lagde seks point til stillingen, som endte 25-23 i Brøndbys farvør.

Pokalen venter
Den forgangne uges to kampe var sidste mulighed for at få et indblik i holdets styrke, inden det første af sæsonens store mål skal forsvares i den kommende weekend.
I Frederiksberghallen afholdes landspokalens Final-4, med semifinaler fredag og finale lørdagen.
Brøndby har i semifinalen, som spilles kl. 13.00, trukket Amager VK, som i øjeblikket besidder tredjepladsen i Volleyligaen.
I den anden semifinale mødes Holte IF og Team Køge.
Finalen, hvori Brøndby håber at være den ene part, spilles lørdag kl. 13.30.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top