Det bliver for dyrt
BRØNDBY. Morgenmad er vigtig, siger Kent Max Magelund (S), men gratis servering af morgenmad bliver for dyrt et projekt

Kent Max Magelund (S), borgmester i Brøndby, har i mange år arbejdet som skolelærer, og han mener bestemt, at morgenmad er vigtig for skoledagen:
– Umiddelbart synes jeg, at det er rigtig godt, at skolebørn har spist morgenmad, inden de går i skole. Det betyder så meget for udbyttet af en god skoledag med hensyn til indlæring og motivation, at de har energi og rigeligt med kulhydrater lige fra morgenstunden.
En holdning tidligere elever vil kunne nikke genkendende til, siger Kent Max Magelund:
– I alle mine år som lærer, var det en af mine missioner at fortælle både elever og forældre, at det næsten er det vigtigste måltid på dagen, og samtlige mine elever, og især de sidste 20 år på UCN 10. kl. Idrætslinje, kan fortælle, hvor lidt man magter, hvis man dyrker sport i flere timer på en pose chips. Det holder bare ikke, og det fandt de hurtigt ud af.
Alligevel mener Kent Max Magelund umiddelbart ikke, at der skal serveres gratis morgenmad for børnene i Brøndby:
– Jeg synes ikke, at morgenmadsklubben lige er et projekt, der fanger mig.
Der er flere årsager til afvisningen, siger Kent Max Magelund:
– For det første koster det jo noget personel for at styre hele projektet. Som gammel skolelærer tror jeg ikke, at den målgruppe, man gerne vil have fat i, vil kunne møde en time før undervisningen og udføre hele madlavningsprocessen. Det magter de ikke.
Desuden er der fare for, at det bliver for dyrt, mener Kent Max Magelund:
– Så er der hele arbejdet med at få de rigtigt køkkenfaciliteter godkendt af fødevarestyrelsen m.m. Så alene de omkostninger, der er forbundet med projektet, bliver al for dyrt.
Og så er der det principielle i det:
– Er det samfundets opgave at sørge for det? Skulle der ellers være en form for mad på skolerne fremover, på et eller andet niveau, skulle maden i hvert komme udefra. Så man kan spare alle de store udgifter i forbindelse med anlæg af sundhedsmæssige korrekte køkkener til den rette forarbejdning af maden. Så skal maden bare kunne serveres for eleverne direkte.

1 kommentar om “Det bliver for dyrt”

  1. Kære Kent

    Jeg er glad for at du anerkender vigtigheden af morgenmad. Det kan jeg se, at vi er helt enige om.

    Det som du derefter skyder ned, er ikke det som DF og SF foreslår.

    Vi foreslår ikke, at dem som ikke spiser morgenmad hjemmefra skal møde en time før skolestart. Det er jo alt for tidligt.

    Vi foreslår heller ikke, at der skal laves mad i et køkken. Der skal stilles havregryn og frugt og knækbrød og ost og andet frem, som bare skal tages ud af pakkerne. Det kræver nogle tallerkener og bestik og lidt opvask og rengøring bagefter – ikke noget som kræver godkendelse fra fødevarestyrelsen eller særlige faciliteter.

    Jeg håber, at vi kan få en seriøs debat om et godt og billigt tilbud fra Fødevarebanken.

    Venligst Vagn
    SF-Brøndby

Skriv et svar til Vagn Kjær-Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top