Fem børn giver ekstra klasse
søndervang.jpg
Søndervangskolen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Der er fem ønsker mere til at starte i børnehaveklasse på Søndervangskolen i år, end der er plads til, hvis der kun blev oprettet to klasser. Derfor bliver der oprettet tre klasser, hvilket gav stor debat i kommunalbestyrelsen

Der må starte op til 28 elever i en børnehaveklasse. Det er 56 elever i to børnehaveklasser, som der normalt skal oprettes på hver af de fire matrikler i den sydlige del af Glostrup. Derudover skal der normalt oprettes en enkelt klasse i Ejby.
På Skovvang, Nordvang og Ejby stemmer antallet af ønsker med pladsen, selvom det bliver trangt især på Ejbyskolen, hvor det er forventningen, at der skal gå 27 elever i børnehaveklassen.
På Søndervang og Vestervang er der til gengæld en udfordring. 55 forældre har ønsket deres barn på Søndervang, men derudover forventer skolen, at seks elever skal gå om. Det giver i alt 61 elever, hvilket altså er fem mere, end der er plads til, hvis man kun opretter to klasser.
På Vestervang er der til gengæld rimelig god plads. Her er det nemlig kun forventningen, at der vil starte 41 elever i børnehaveklasse.
Det giver to forskellige muligheder. Enten kan man kan oprette tre klasser på Søndervang, der så til gengæld vil få en meget lav klassekvotient. Eller man kan fortælle fem forældre, der har ønsket Søndervang, at deres barn i stedet skal på Vestervang. Et flertal i kommunalbestyrelsen bestående af Venstre, Danske Folkeparti og Enhedslisten valgte efter lang debat den første model. Socialdemokratiet og SF stemte for kun at oprette to klasser på Søndervang.

Et spørgsmål om penge
Glostrup Skole får penge efter antallet af elever. Men da skolens udgifter i højere grad hænger sammen med antallet af klasser end antallet af elever, har det en indflydelse på skolens økonomi, hvor mange elever, der er i klasserne.
– Der skal helst være 23-24 elever i klasserne, for at det kan løbe rundt. Vi har nogle meget små klasser og nogle meget store klasser. Fordelen ved Glostrup Skole er, at vi kan udjævne forskellene, siger Michael Ingelhardt, konstitueret skoleleder.
Det er derfor ikke sådan, at en enkelt lille klasse ikke har de samme muligheder som en stor klasse. Netop økonomien var et argument fra Socialdemokratiet for at ønske to klasser.
– Siden en samlet kommunalbestyrelse vedtog den nye skolestruktur, har det knebet med at leve op til aftalen om klasseoptimering i børnehaveklasserne, som skal frigive økonomiske ressourcer til øget kvalitet i skolen, sagde Susanne Nordbjerg Bach.
Skolebestyrelsen er selvfølgelig blevet hørt i sagen. De anbefalede en tilrettet version af modellen med tre klasser på Søndervang. Det var den indstilling, der fik Venstre til at stemme for tre klasser på Søndervang.
– Som jeg ser det, så har vi lavet et økonomisk råderum, og det er skolen, der kan beslutte, hvordan de vil anvende det. I det her tilfælde er det ganske klart, hvad forældrene og de ansatte peger på, sagde John Engelhardt.

Ønskede lige fordeling
Skolebestyrelsen, der består af forældre, elever og ansatte, havde anbefalet, at der bliver oprettet tre klasser på Søndervang og to på Vestervang. De havde deres møde i midten af december, da de forventede elevtal var en smule anderledes, end de ser ud nu.
Her anbefalede skolebestyrelsen, at klasserne på de fire sydlige skoler, skulle være nogenlunde lige store.
Det ville betyde, at fire elever, der havde ønsket Skovvang, og fire elever, der havde ønsket Nordvang, skulle flyttes til Søndervang og Vestervang, så alle klasser i det sydlige Glostrup ville være på mellem 23 og 24 elever.
Den sidste del af anbefalingen om at fordele eleverne mere ligeligt, var der dog ikke opbakning til i kommunalbestyrelsen.

Klasser skrumper
Et andet argument fra Socialdemokratiets side var, at der med tre små klasser på Søndervang er stor risiko for, at det i fremtiden bliver nødvendigt at slå klasserne sammen til to klasser.
– Ud over de frigivne økonomiske ressourcer ved at oprette en klasse mindre, bliver klasserne mere robuste i forhold til fald i elevantallet. Der sker i dag klassesammenlægninger i løbet af de første år. Der har også været et spørgsmål fra administrationen, om man måtte lægge klasser sammen på tværs af matriklerne. Vi mener, at hvis man starter med nogle robuste klasser, så kan man undgå, at man i løbet af de første år skal lave sammenlægninger, sagde Susanne Nordbjerg Bach.
På samme tidspunkt sidste år blev eleverne til de nuværende børnehaveklasser fordelt. Dengang var forventningen, at 279 børn ville starte i børnehaveklasse på Glostrup Skole. I dag går der 255 børn i klasserne, og det tal bliver endnu lavere, når de bliver 1. klasse, og nogle børn skal gå om.
– Der er flere årsager til, at elevtallet falder efter eleverne er blevet fordelt på afdelingerne. Der er forældre, der skriver deres børn op til en plads på en folkeskole som en ekstra sikkerhed, hvis de ikke får plads på en privatskole, hvor børnene så alligevel ender med at falde fra. Der er forældre, der flytter fra kommunen, og der er børn, der får udsat deres skolestart mellem jul og skolestarten, siger Torbjørn Meier, der har det praktiske ansvar for at fordele eleverne på de forskellige skoleafdelinger.

Så store bliver klasserne
• Ejby 27 elever i en klasse
• Nordvang 47 elever i to klasser
• Skovvang 51 elever i to klasser
• Søndervang 61 elever i tre klasser
• Vestervang 41 elever i to klasser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top