Historier fra arkivet
HELE OMRÅDET. Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

4. februar 1987
Peter Schmeichel er i verdensklasse
Peter Schmeichel og Kent Nielsen var fremragende i Kina, hvor Brøndby fik øje på en fantastisk kineser, men den norske landsholdspiller Olav Kelpp kommer fra et andet verdenshjørne
brøndby. – Han er fantastisk. Han kan ikke bare få det til at se ud af noget. Han er ganske enkelt fremragende. Tre gange parerede han forsøg fra kinesere, der var alene igennem.
Ved at vinde Carlsberg-turneringen i Hong Kong bidrog Brøndby-spillerne til at mindske BIF’s udgifter på forberedelsen forud for Porto-kampen 4. marts i Oporto.
BIF-delegationens leder i Kina, Benny Winther, Leif Jensen og Finn Andersen er ikke i tvivl: Peter Schmeichel bliver en kanonforstærkning af Europa Cup-heltenes mandskab, der sejrede 2-0 i finalen over Hong Kong på mål af Lars Olsen (straffe) og Kurt Bakholt.
– Vi havde ikke vundet kampen og de 70.000 kroner, hvis vi ikke havde haft Peter Schmeichel og Kent Nielsen. De spillede helt utroligt godt. Schmeichel var simpelthen i verdensklasse. Han kan sende os direkte til semifinalen, lyder de begejstrede bulletiner fra BIF-erne i Hong Kong.
Brøndby var uden Kim Vilfort, John Jensen, Brian Laudrup og Bjarne Jensen i Kina, men leverede alligevel en stor præstation.
Rik

5. februar 1997
Væk med røg i skolerne
Skoleudvalget i Glostrup har lagt op til at der ikke må ryges i lokaler der benyttes af elever
glostrup. I kølvandet på sommerens debat om rygning på Skovvangskolen – hvor skolebestyrelsen i første omgang indførte rygeforbud overalt – er skoleudvalget kommet med et forslag til generelle rygeregler i kommunens skoler.
Forslaget er nu sendt til høring i skolernes bestyrelser.
– Vi er naturligvis spændte på at høre, hvad skolebestyrelserne siger, idet der er lagt op til, at der ikke skal ryges i skolerne, undtaget i særskilte lokaler efter klokken 16, siger formanden for skoleudvalget, Arne Christensen.
Sagen på Skovvangskolen udsprang af det rygeforbud skolebestyrelsen kom med i sommer. Forbudet inkluderede rygning i de lokaler, hvor Hvissinge Kulturcenter holder torsdagsbanko.
Dette fik kulturcentrets formand, Dorthe Eleftherakis til at frygte for bankospillets, festernes og dermed kulturcentrets endeligt. Sagen endte med, at skolebestyrelsen gav dispensation til rygning ved denne vinters arrangementer, idet Hvissinge Kulturcenter allerede havde truffet aftaler om arrangementerne.
Ann

7. februar 2007
Et ekstra barnebarn
Ung Motionsven er for mange af Vallensbæks ældre blevet et fast højdepunkt på ugen
vallensbæk. Inge West på 86 år meldte sig sammen med flere af hendes ældre medborgere til ordningen, som i 2007 atter får nyt liv.
Hver torsdag ringer Niklaes på 14 år på hendes dør. Så står den på indkøb og hygge sammen.
– Jeg har altid været en selvstændig kvinde med 40 år bag mig i forsikringsbranchen, men efter min hofteoperation, så det lidt trist ud. Nu er det ligesom om, at jeg har fået et ekstra barnebarn i Niklaes, siger hun.
En dag, da Niklaes fortalte Inge om sin lille søster, der er meget glad for juletiden, løb gavmildheden af med den ældre dame.
Inden Niklaes havde set sig om, var hans favn nemlig fuld af det julepynt, som Inge alligevel havde så meget af.

Uddannet i venskab
Niklaes Toft Larsen, der til dagligt går i Vallensbæk Skoles 8. klasse, er ikke kommet sovende til titlen af Ung Motionsven.
For at kunne smykke sig med den ære, skal han og kommunens ni andre Motionsvenner gennemgå en seks ugers uddannelse.
Frugten af Niklaes’ slid rækker dog langt udover hans eget næsetip.
– Jeg synes, at det er en fantastisk ting at være med i. Jeg opfatter det faktisk slet ikke som arbejde, og fremover kunne det være fedt at arbejde mere med mennesker, siger han.

Drillepinde tavse
Selvom Niklaes i dag nyder godt af ordningen, som han synes er hyggelig og givende, var det i starten ikke let at sige i klassen, at hans torsdag var reserveret til en 86-årig dame.
– Mange gjorde i starten grin med det i klassen, men ikke mere. Jeg fortalte dem bare, at de selv skulle prøve, og flere virker i dag interesserede, forklarer Niklaes.
Og Inge er da også glad for, at Niklaes fortsat ringer på hendes dør.
– Det er ligesom en vitaminindsprøjtning, når Niklaes dukker op. Ordningen har hevet mig op af det hul, jeg var faldet ned i, siger hun.
Mads Orry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top