Svar: Ordentlighed savnes

Jeg tror det vil klæde debatten, hvis vi ikke beskylder andre mennesker for noget, uden at dokumentere anklagen. Det er et godt gammelt princip.
Der er ingen tvivl om Socialdemokratiets politik. Vi ønsker ikke, at Israel skal ophøre med at eksistere. Vi tror ikke på konspirationsteorier omkring angrebet på USA den 11. november 2001. Vi bakker ikke op om nogen terrororganisationer. Alle politikere der vælges for vores parti, kender udmærket disse standpunkter og skal selvfølgelig kunne stå inde for vores program og almindelige demokratiske principper. Sådan har det altid været, vi er Danmarks ældste parti. I Brøndby har vi eksisteret i over 100 år.
Det virker derfor en anelse absurd, at jeg skal stilles til regnskab for en masse udokumenterede påstande. Hvis nogen kan dokumentere, at en af mine partifæller har opildnet til vold eller støtter terrorister vil jeg meget gerne vide det. Så skal der selvfølgelig straks sættes en stopper for det. Men indtil da vil det klæde Kenneth Kristensen Berth, at dokumentere sine anklager før der fares i blækhuset.
Til slut vil jeg opfordre Dansk Folkeparti på Vestegnen til at skrue lidt ned for fremmed-forskrækkelsen og i stedet bruge kræfterne på at forbedre tilværelsen for borgerne i vores område. Vi skal blandt andet have forhindret regeringens planer om at hæve pensionsalderen. Den slags virkelige problemer for virkelige mennesker, tillader jeg mig at bruge min tid på. Men hvis Kenneth Kristensen Berth i sin eftersøgning på mærkværdige arabiske TV-kanaler finder noget interessent for borgerne på Vestegnen, vil jeg da altid gerne høre om det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top