Tid og sted
Kortræf på Vestegnen GLOSTRUP. Siden 1999 har seks kor fra Vestegnen mødtes den første søndag i marts til kortræf på initiativ fra Glostrup Musikor. I år foregår det på Nordvangsskolen i Glostrup den 5. marts klokken 13.30. Dørene åbnes klokken 13.00. Korene optræder hver med fire numre fra deres repertoire. I år deltager Albertslundskoret, Vallensbækkoret, […]

Kortræf på Vestegnen
GLOSTRUP.
Siden 1999 har seks kor fra Vestegnen mødtes den første søndag i marts til kortræf på initiativ fra Glostrup Musikor. I år foregår det på Nordvangsskolen i Glostrup den 5. marts klokken 13.30. Dørene åbnes klokken 13.00.
Korene optræder hver med fire numre fra deres repertoire. I år deltager Albertslundskoret, Vallensbækkoret, Brøndbykoret, Glostrup Sangforening, Vox Hospitalis og Glostrup Musikor. De seks kor optræder også med et fællesnummer, som i år er et rytmisk nummer fra Fallulahs repertoire.
Som gæstekor kommer Baobab Sisters. Baobab Sisters er en vokalgruppe bestående af otte unge kvinder, der optræder med afrikanske sange.

Marias Testamente
GLOSTRUP.
Tirsdag den 7. marts er der teaterforestilling i Østervangkirken med titlen Maria Testamente. Dette er den ukendte fortælling om den mest kendte moder i historien. En gribende fortælling om Marias sorgfulde erkendelse efterhånden som hun stykker begivenhederne sammen omkring sin søns død. For første gang hører vi Marias historie, hendes vidnesbyrd – hendes fortrolige samtale.
Det foregår tirsdag den 7. marts klokken 19.30, forestillingen varer 70 minutter og man kan hente gratis billetter på kordegnekontoret.

Foredrag i Brøndby Strand Kirke
BRØNDBY.
Det kræver en forklaring, når Brøndby Strand Kirke i år har valgt at støtte en skole i Nigeria. Men det er der én stor grund til: Mrs. Michal Bongi. Hun og hendes mand grundlagde for 14 år siden en stor kristen skole for børn med særlige behov.
Sognepræst Elisabeth Krarup de Medeiros har selv været volontør blandt gadebørn i Nigeria, hvor hendes forældre blev missionærer for 47 år siden. Hendes mor, Lilly Krarup fra Herning, er gennem fire årtier blevet en nær ven af Mrs. Bongi og kommer nu til et møde i kirken for at fortælle om skolen, dens ’specielle’ børn, og dens unikke leders spændende livsløb og karriere.
Ved mødet i kirken, torsdag den 2. marts kl. 19.00, fortæller Lilly Krarup hvorfor og hvordan, skolen blev startet … og ikke mindst om det nok mest utrolige: For at få råd – som enke – til at drive sin private skole med 400 elever har hun også job som rektor på et offentligt gymnasium med andre 400 elever.
Lilly Krarup fortæller torsdag den 2. marts klokken 19.00 i Brøndby Strand Kirke.


Paradentose
VALLENSBÆK.
Diabetesforeningens Lokalforening i Vallensbæk får onsdag den 8. marts 2017 kl. 19.00 besøg af tandlæge Jesper Gilling og tandplejer Thuy Vu som vil fortælle om sammenhængen mellem paradentose og diabetes, og om, hvordan man bedst undgår at få angreb af paradentose i sine tænder. Der findes i dag metoder som kan sikre, at man kan beholde sine tænder hele livet.
Arrangementet finder sted i stuerne på Korsagergård, Vejlegårdsvej 121 i Vallensbæk, der er gratis adgang. Foreningen byder på kaffe og sukkerfri kage. Alle er meget velkomne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top