Volleydamer tilbage på toppen
170122-NCC-finale-Trine-og-Mirannda-i-blok-FPN.jpg
Volleydamerne er tilbage på toppen. Foto: Flemming Patulski Nielsen
VOLLEYBALL. Brøndby Volleyball Klubs damer har fundet det gode spil igen med en stor sejr over Aarhus, lige i slutningen af grundspillet og inden Final-4 i Øresundsligaen

Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga damer ser for alvor ud til at have arbejdet sig ud af de problemer, de havde kort efter jul. Der er sket omrokeringer i grundopstillingen og det ser nu ud til at det hårde arbejde i træningshallen har båret frugt. I hvert tilfælde var kampen lørdag den 11. februar mod Elite Volley Aarhus i perioder tæt på at være ”spil til et mål”. På en time bragte Brøndby en komfortabel 3-0 sejr i hus.
Det var godt nok Aarhus, der fik scoret de første to point, men den jyske glæde blev kort. Gode server fra Brøndbyholdet pressede Aarhus i bund, så angrebet blev forudsigeligt og gav Brøndby gode muligheder for at etablere effektive modangreb. Specielt var der god grund til at glæde sig over, at hæver Eva Bang og den nytilkomne centerangriber Amber Bennett ser ud til at have fundet hinanden. Således havde Amber Bennett sin hidtil største effektivitet i angrebet. Brøndby øgede afstanden til Aarhus og kunne afslutte sættet med 25-14.
I andet sæt gik det helt galt for Aarhus. Først stod Alina Sode for syv server og i rotationen efter var det Tyler Richardsson der med det samme antal førte Brøndby på 14-1. I samme periode var Trine Kjelstrup, som efterfølgende fik overrakt præmie som bedste spiller, fuldstændig ustyrlig i angrebet og hun stod således for syv angrebspoint i sættet. Brøndbys føring nåede sit højeste, ved stillingen 18-2 og det lignede noget der kunne blive ligaens største afklapsning. Aarhus gav dog ikke op og de fortjener stor ros for deres evne til at kæmpe ufortrødent videre. De sluttede således sættet bedst af, men Brøndbyføringen var for stor og de måtte nøjes med at pynte på resultatet som blev 25-13.
Tredje sæt blev det sæt, hvor Aarhus klarede sig bedst, men de havde stadig store problemer i servemodtagningen og Eva Bang kunne på en servestime der indeholdt tre esser, bringe sit hold til en føring på 6-1. Derfra gik det støt og roligt frem mod kampens afslutning ved 25-17.

På førstepladsen
Med sejren rykker Brøndby, med en kamp tilbage i grundspillet, op på førstepladsen. En placering der er truet af Holte IF, som med to kampe tilbage ser ud til at kunne ende på samme antal sejre som Brøndby, men sandsynligvis lige netop kniber sig foran på en bedre sætscore.
De to hold er dog begge sikret direkte adgang til DM semifinalerne, mens placeringerne 3-6 skal spille kvartfinaler om videre avancement i turneringen.
Onsdag den 22. februar spiller Brøndby sin sidste grundspilskamp, når de møder Fortuna Odense og to dage efter starter Final-4 i Øresundsligaen, hvor Brøndby er regerende mestre.
Øresundsligaen som er en turnering mellem tre tophold fra henholdsvis Danmark og Sverige. Final-4 spilles på Brøndbys hjemmebane i Stadionhal 1 fredag og lørdag i næste uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top