Historier fra arkivet
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

4. marts 1987
15-årig Glostrup svømmer kåret som februar’s bedste
Janne Kreuter, Glostrup Svømme Klub, fik 1000 kroner og en billet til årsfinalen i ”Top 12”
glostrup. Pludselig rungede klapsalverne i Fritidscenteret.
En hidtil udefinerbar klynge af mandspersoner bevægede sig sælsomt rundt med blå badefødder, inden det gik op for både hovedpersonen og hendes mange kammerater.
Med SDS-direktøren Preben Olsen i spidsen, kårede Folkebladets idrætskomité den 15-årige Janne Kreuter som månedens bedste idrætspræstation.
Janne Kreuter var indstillet af GSK’s bestyrelse, men intet var sivet ud til svømmerne, der lettere betuttede så til hen under fredag aften, hvor den regelmæssige træning skulle starte i Fritidscentrets dejlige hal.
– Jeg vil gerne ønske dig til lykke med din nye status som februar’s bedste idrætsudøver, sagde afdelingsdirektør, Preben Olsen, på ”Top 12” komitéens vegne, der aftenen forinden havde udpeget Janne Kreuter efter en grundig debat.
Med udnævnelsen fulgte 1000 kroner til Janne Kreuter, nogle flotte SDS-håndklæder, samt naturligvis en billet til ”Top 12”-finalen i december, hvor årets bedste idrætspræstation belønnes med 12.000 kroner.
– Jeg er vældig glad for denne hæder. En stor opmuntring, sagde Janne Kreuter til Folkebladet, der sammen med SDS og tre repræsentanter for idrætten i de tre kommuner står for udpegelserne. Om sine sportslige mål sagde GSKeren:
– Jeg fortsætter den ihærdige træning, og håber, at jeg kan komme i betragtning til OL i 1992.
Janne Kreuter fik februarprisen for hendes præstation ved Sjællandske Kortbane Mesterskaber 1987, som blev afholdt i Glostrup Svømmehal den 31.-31. januar og 1. februar, hvor Janne blev kåret som stævnets bedste kvindelige svømmer blandt de 117 i dameklassen, som havde opnået kravtiden for deltagelse i stævnet.
Rik

5. marts 1997
Vallensbæk har fundet sin nye kulturchef
Valget er faldet på Flemming Olsen, der kommer fra Børne- og Ungdomsafdelingen i Allerød Kommune
Vallensbæk. Vallensbæk Kommune har netop offentliggjort navnet på sin nye kulturchef.
Valget faldt på den 44-årige Flemming C. Olsen, der kommer fra et job som afdelingschef for Børne- og Ungdomsafdelingen i Allerød Kommune. TIdligere har han virket som lærer og konsulent i Herlev Kommune.
Flemming C. Olsen var i kamp med 29 andre ansøgere om jobbet som kulturchef, en stilling, der er blevet oprettet i forbindelse med ændringer i administrationen på Vallensbæk Rådhus. Den nye chef får ansvaret for skole- og fritidsvæsenet, biblioteksområdet samt dagpleje- og daginstitutionsområdet.

Ni til samtale
Flemming C. Olsen var gennem en længere procedure, inden han kunne kalde sig kulturchef. Et samtaleudvalg fra Vallensbæk Kommune bestående af medarbejdere og ledere fra hele børne- og kultursektoren samt kommunaldirektøren havde i første omgang ni ansøgere til samtale. Udvalget gav så forslag til en indkredsning af ansøgerfeltet over for borgmesteren, der derpå bad konsulentfirmaet Mercuri Urvall om en nærmere vurdering af særligt interessante ansøgere.
To ansøgere var til endelig samtale med Økonomiudvalget, som enstemmigt valgte Flemmeing C. Olsen til den nye chefstilling. Den nye kulturchef kan først tiltræde den 2. juni. Før ønsker Allerød Kommune ikke at slippe ham.

7. marts 2007
Brøndby i semifinalen
Brøndby viste i perioder både opfindsomt og meget målsøgende spil, da holdet sikrede sig adgang til semifinalen i Royal League i kraft af en sikker 3-0 sejr over Brann fra Norge
BRØNDBY. Målene blev scoret af Martin Ericsson på straffespark i første halvleg, mens Duncan og Katongo nettede hver en gang i de sidste 45 minutter mod Brann, der sluttede med blot 9 mand på banen efter en udvisning i hver halvleg. Nu venter OB i morgen aften i semifinalen på Brøndby Stadion.
På søndag går det for alvor løs med kampene i den hjemlige SAS Liga, hvor Brøndby lægger ud mod FC Nordsjælland, der trænes af den tidligere Brøndby-spiller Morten Wieghorst.
FC Nordsjælland har et spændende mandskab, der overraskede positivt i efteråret, men det er et hold, Brøndby skal besejre hjemme på Brøndby Stadion, hvis holdet gør sig ambitioner om at kravle længere op i tabellen i løbet af foråret.
Tob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top