Basic Examples:
Nyt autoværn testes på Vejlegårdsvej
IMG_0859.jpg
Vallensbæk Kommune vil opsætte en ny type autoværn, der skal være med til at mindske støjen. Foto: Vallensbæk Kommune
VALLENSBÆK. Vallensbæk Kommunes kamp mod trafikstøj fortsætter. En ny type autoværn med støjabsorberende skærme på bagsiden opsættes på den nordlige del af Vejlegårdsvej

Den Støjafskærmning, som Vallensbæk Kommune i løbet af sommeren sætter op på den nordlige del af Vejlegårdsvej, hedder NAG, Noise Absorbing Guardrail.
Det blev præsenteret på kommunens borgermøde i Vallensbæk Nord den 19. januar.
Strækningen på Vejlegårdsvej mellem Vallensbækvej og kommunegrænsen til Albertslund er valgt, fordi NAG skal testes på en strækning med en tilladt kørehastighed mellem 60 og 80 km/timen, hvor et længere stykke er uden sideveje og indkørsler, og hvor der kan foretages støjmålinger ved lave boliger med have.
Støjafskærmningen skal opsættes tættest muligt på kørebanen, da dækstøj i lav højde er den største støjkilde fra biler, der kører 60 km/t.
Hvis skærme opsættes længere væk fra kørebanen, vil støjen gå henover skærmen. Derfor opsættes autoværnet så vidt muligt mellem cykelsti og kørebane. Det kan man dog ikke ved lyskryds og busstop. Her sættes skærmene i stedet foran haverne langs skel. Det giver ikke lige så god støjafskærmning, men kan have en vis effekt.

I alt testes 1.725 meter skærm i Vallensbæk. Forsøget finansieres af Markedsmodningsfonden og projektgruppen i Silent City. Politiet har givet samtykke til placering og opsætning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top