Borgere og politikere i kunstnerisk dialog
Borgermødekultur1.jpg
I sidste uge blev der holdt borgermøder om Brøndbys kulturpolitik. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. I sidste uge indledte Kulturudvalget drøftelserne om indholdet af Brøndbys første kulturpolitik. Det skete på to åbne borgermøder i Brønden og på Kilden

Kulturudvalget i Brøndby Kommune ønsker at øge mulighederne for, at borgerne engagerer sig i kulturelle oplevelser, og at kultur er en naturlig del af daginstitutionslivet, skole-, fritids- og foreningsliv og hverdagen på ældrecentre.
– Kultur rummer rigtig mange elementer og lader sig ikke afgrænse, da kultur handler om at være menneske. Kultur er det, vi gør, og især det vi gør sammen. Med det syn på kultur, tror vi i kulturudvalget fuldt og fast på, at vi ved at understøtte aktiviteter, der både styrker den enkelte og fællesskabet, så styrker vi sammenhængskraften i vores kommune, siger Steen Andersen (Enhedl.), formand for Kulturudvalget, efter to dage med drøftelser af nogle af de spørgsmål, som udvalget gerne ville i dialog med borgerne om.

Dialogmøder
For at imødekomme dette ønske havde Kulturudvalget derfor i sidste uge inviteret til to borgermøder om den kommende kulturpolitik.
Det overordnede tema for kulturpolitikken har kulturvalget bestemt skal være dannelse og har herunder formuleret fem værdier, de ser som centrale, når der sammen med borgerne skal drøftes og planlægges kulturelle aktiviteter.
– Vi vil gerne støtte, at alle borgere får gode oplevelser, men også får mulighed for at udforske flere facetter af kulturlivet, for eksempel gennem mere viden om noget, eller ved selv at skabe noget. I kultur er der ikke noget facit, men uendelige muligheder for at afprøve ting og finde ud af mere om sig selv og andre. Det vil vi gerne udvikle ved at have fokus på de fem værdier, som er livsduelighed, fællesskab, mangfoldighed, kreativitet og samskabelse. Vi synes alle fem er forudsætninger for, at alle kan skabe et godt liv, fortæller Steen Andersen.

Skal blive til virkelighed
På borgermøderne blev Kulturudvalgets spørgsmål drøftet og omsat til idéer, der blev hængt på et træ, kulturens træ. De farvestrålende idékort skal nu omsættes til en politik, der sætter retning for, hvordan der arbejdes med kultur, så det kommer alle borgere til glæde og gavn:
– Det kræver, at organisationen er gearet, så borgeren oplever, der på en og samme tid er én indgang og flere indgange til kulturen, så borgeren både bliver serviceret ved direkte henvendelser, men også kan få tilbudt kulturen i andre sammenhænge. Det er den opgave, jeg har; at sikre at mine medarbejdere inviterer borgerne ind i Brøndbys kulturliv, både gennem nogle af de mange fantastiske tilbud, der allerede er, men også ved at invitere til at engagerer sig i nye projekter og idéer, som de selv har. Og der skal vi tage imod og tilbyde støtte og sparring, fortæller Helge Skramsø, direktør for Børne- Kultur- og Idrætsforvaltningen.
Kulturpolitikken lanceres på kulturnatten den 6. oktober 2017, hvor Steen Andersen også tager første spadestik til udplantning af et træ som et symbol på, at Brøndby har fået sin første kulturpolitik.

Hvis man ikke nåede at deltage på borgermøderne, men gerne vil bidrage har man mulighed for at skrive sin kommentar på brondby.dk fra uge 22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top