Omstændighedernes spil
Eva18.jpg
Eva Bang er anfører for Brøndbys succesfulde hold i volleyballligaen. Det kræver en koncentreret indsats på banen, i træningslokalet og i arbejdet med at skaffe penge til holdet. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. Brøndbys volleykvinder måtte i år nøjes med sølv. Men i et spil, hvor muligheder og begrænsninger konstant må afvejes, er det til at leve med. I hvert fald for i år, mener Brøndbyanfører Eva Bang

Lørdag den 22. april i Ny Holte hal. Pausen mellem andet og tredje sæt er slut, og Danmarks to suverænt bedste volleyballhold er på vej på banen igen.
Som så mange gange før skal det nu afgøres, om mesterskabspokalen skal med hjem til Brøndby, hvor den har holdt til de seneste to sæsoner, eller om den skalhave lov til at blive her i Holte.
– Det er nu, Eva Bang skal træffe de rigtige beslutninger.
De to kommentatorer, der udlægger slagets gang på volleytv.dk, har som tilskuerene i hallen og bag skærme landet over, set Holte vinde de to første sæt. Fordi de har spillet godt. Men også fordi kvinderne fra Vestegnen har lavet et par dumme fejl, når de har haft muligheden for at stikke af fra Holte.
– Og den rette beslutning er ikke at søge Trine Kjelstrup hver gang. Selvom hun er god, så gennemskuer Holte det.
En bemærkning, der sammenfatter kampens forløb. For Brøndbyanfører og hæver, Eva Bang, vælger 40 minutter senere, på kampens sidste bold, ved stillingen 24-23 til Holte, at hæve til netop Trine Kjelstrup, så hun kan slå bolden i jorden på Holtebanedelen. Men et valg Holte er forberedt på.
Derfor bliver slaget fra Brøndbys stærke kantspiller blokeret, så bolden i stedet falder ned på Brøndbys banehalvdel, og Holte kan lade sig fejre som danske mestre 2017.
Men bemærkningen fra de to kommentatorer sammenfatter samtidig sæsonen i helhed. For også i de andre kampe i løbet af året, har Eva Bang ofte valgt at hæve til Trine Kjelstrup, når de afgørende point skulle vindes. Fordi det er et godt valg, men også fordi valgmulighederne, som sæsonen har udviklet sig, har været færre i år end andre år.

To sæsoner i en
Der er gået et par uger. Skuffelsen har lagt sig, og når Eva Bang i dag ser tilbage på kampen, men også i bredere forstand på livet som en af Danmarks absolut bedste spillere i en lille sport, så er spørgsmålet om at få det bedste ud af mulighederne, en afgørende faktor:
– Selvfølgelig går vi på banen for at vinde. Derfor er jeg også skuffet. Men taget det hele i betragtning, så gjorde vi en god figur. Da vi bagefter stod med sølvmedaljerne og havde talt det hele igennem, så var jeg egentlig tilfreds. For det her var nok et meget godt billede på den sæson, vi har haft.
Indtil jul fortsatte Brøndbys volleykvinder nemlig, hvor de slap sidste sæson, med at vinde kampe og turneringer, hver gang de gik på banen.
Kort før jul vandt Eva Bang og de øvrige spillere således sæsonens pokalturnering og dermed den femte turneringssejr på stribe.
Men så blev holdet slået ud af kurs. For en af holdets bærende kræfter, kantspilleren Deme Morales, fik et tilbud fra en udenlandsk klub, hun ikke kunne takke nej til:
– Det er som om, vi efter jul startede forfra. Der blev byttet om på rollerne, da vi mistede Deme. Vi manglede ikke blot en dygtig spiller, men også en leder. Det har været spændende, hvis jeg skal formulere det diplomatisk.
Da et hold på dette tidspunkt i sæsonen ikke må hente nye udenlandske spillere, så må de, der er tilbage, få det bedste ud af omstændighederne:
– Men vi, de danske spillere, har udviklet os meget, da vi ikke rigtig har haft nogle udskiftningsmuligheder og har haft en meget smal trup. Så Holte spillede godt, men måske har de blot spillet mere stabilt, end vi har kunnet i anden halvdel af sæsonen.

De to og de andre
At det igen var Brøndby og Holte, der stod overfor hinanden i finalen om det danske mesterskab er hverken en nyhed eller en overraskelse. For der er de to hold og alle de andre:
– Der har virkelig været en forskel i år. Der er et stykke fra de andre hold og op til Brøndby og Holte. Måske mere end de foregående år. Desværre. Det er naturligvis en udfordring for ens motivation, hvis man skal køre langt for at vinde nogle sikre sejre.
Og her er det afgørende at holde fokus:
– Det er vigtigt at kunne huske de gode oplevelser, og hvad det er, vi træner for. Der kan godt være lange perioder, hvor man spiller mod hold, hvor det i princippet ikke er nødvendig at spille sit bedste for at vinde, men alligevel må prøve at få så meget ud af kampene som muligt.
Samtidig er Brøndbys kampe i Øresundsliganen, en turnering for de bedste hold i Øresundsregionen, vigtige:
– Det har ligesom været med til at holde vores motivation oppe. De gode kampe har været med Holte og i Øresundsturneringen. Det kan ellers føles som spild af tid, at vi skal træne flere gange om ugen, mens nogle af de andre blot træner to gange om ugen.

For en periode
Eva Bang er i dag 26 år og har spillet i Brøndby, siden hun var ni. Brøndby er derfor ikke blot en klub, hun tilfældigvis spiller i. Men er en klub, hvor hun er en væsentlig del af det vi, hun omtaler klubben med, hvorfor ønsket om at prøve kræfter med en liga i et andet land heller aldrig rigtig er blevet til noget.
Anderledes er det med den løbende strøm af udenlandske spillere. De er ofte i Brøndby en enkel sæson for at få et mesterskab på CVet:
– Vi køber ofte nogle udenlandske spillere, som er lidt bedre end os, og som så er her én sæson. Nogle år ærgrer det mig, at vi ikke kan holde på de udenlandske spillere, men sådan er det. Men det er da mærligt, at man er sammen hver dag i otte måneder, og så pludselig ser man ikke hinanden mere. De kommer og går, og det indretter man sig efter.
En omstændighed Eva Bang dog atter vælger at se det positive i:
– Jeg har spillet sammen med folk fra blandt andet Polen, Serbien, Canada og USA. Det giver jo en god indsigt i forskellige kulturer.

Penge skal der jo til
Volleyball er en lille sport. Hvis målestoksforholdene er antallet af tilskuere, medieopmærksomhed og ikke mindst sponsorpenge.
Men penge skal der til, og når sponsorene ikke står i kø, må Eva Bang og resten af holdet selv tjene det, der skal til for at dække udgifterne:
– Jeg bruger meget tid på stadion, hvor vi sælger pølser for at tjene penge. Hver gang Brøndby spiller på hjemmebane, er vi der. På samme måde, når KIF Kolding-København spiller på hjemmebane. Hvis vi ikke stod i boderne, så havde vi ganske enkelt ikke noget hold.
De penge, der kommer ind fra pølsesalget, er nemlig med til at sikre sportslig succes og udvikling. For holdet og de enkle spillere:
– Gjorde vi ikke dette, kunne vi ikke gå ud og købe gode udenlandske spillere, som kan være med til at gøre de danske spillere endnu bedre. Så jeg vil gerne stå og sælge pølser. Fordi jeg på denne måde får nogle gode spillere omkring mig, som gør, at jeg har lyst til at spille fem gange om ugen.
Selvom de fleste penge således bliver brugt på at højne det sportslige niveau, så bliver andre udgifter også dækket:
– I de fleste klubber betaler man kontingent. Vi betaler ikke noget og får vores tøj og transport dækket. Men det er da lidt komisk, at vi, spillerne på et af de bedste hold, skal stå på stadion og sælge pølser for at det hele kan løbe rundt.

Europa er for dyr
De begrænsede økonomiske ressourcer betyder også, at klubbens sportslige ambitioner må afvejes nøje:
– Vi havde chancen for at spille i Europa, fordi vi vandt DM sidste år. Men det koster rigtig mange penge bare for at melde sig til. De penge har vi ikke, fordi vi bliver nødt til at købe nogle udenlandske spillere for at spille på et højt niveau. Hvis vi ville spille European League, så skulle vi have flere danske spillere, så vi havde råd til det. Så ville vi måske omvendt ikke være gode nok til, at det ville være det værd. Men det er da et mål at komme til at spille i Europa med holdet. Men det kræver penge og en sponsor, og det har der bare ikke været.

Motivationen
Der er få ting i livet, om nogen overhovedet, der udelukkende er positive eller negative, og volleyball er, selv for en af de bedste til spillet, det i hvert fald ikke.
Det er nemlig et spil, hvor man er nødt til at forholde sig til omstændighederne, og hvor det af den grund er vigtig at være klar over, hvorfra motivationen kommer. For sammen med medaljer og pokaler følger et hav af træningstimer, kolde søndage på stadion for at sælge pølser og lange busture til Jylland for at vinde sikre kampe:
– Det, der motiverer mig, er de gode kampe, hvor vi spiller de tætte kampe mod gode hold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top