BUPL: Dårlig løsning med faglige konsulenter
GLOSTRUP. BUPL i Storkøbenhavn har henvendt sig direkte til alle medlemmer af kommunalbestyrelsen og anbefalet at droppe to faglige konsulenter, som Børne- og Skoleudvalget her foreslået, og i stedet bruge pengene på flere pædagoger

Som Folkebladet skrev i forrige uge, har Børne- og Skoleudvalget valgt at beholde den nuværende ledelsestruktur på daginstitutionsområdet, og i stedet give penge til to såkaldte faglige konsulenter, der skal hæve det faglige niveau i daginstitutionerne.
Pædagogernes fagforening, BUPL, har i den forbindelse henvendt sig direkte til medlemmerne af Kommunalbestyrelsen. De er glade for, at udvalget valgte at lytte til de mange kritiske høringssvar og droppe forslaget om områdeledelse. De er dog ikke glade for det alternativ, der er blevet foreslået.
– Vi undrer os over, at løsningen på de udfordringer, der er beskrevet i forhold til at løfte fagligheden og kvaliteten, er at ansætte to faglige konsulenter. I BUPL Storkøbenhavn er vi bekymret for det udkast, der ligger på funktionsbeskrivelsen på to faglige konsulenter. Det er meget uklart at finde ud af, hvor snitfladen mellem lederens og konsulentens ansvar ligger. Vi mener, at alle de arbejdsopgaver, der er nævnt i funktionsbeskrivelsen, ligger indenfor lederens beføjelser, skriver Charlotte Stendorf, næstformand i BUPL Storkøbenhavn til kommunalbestyrelsesmedlemmerne.
Hun mener, at titlen på de to faglige konsulenter ikke matcher de beskrevne arbejdsopgaver.
– To faglige konsulenter er det, der efterspørges, men efter vores klare opfattelse er det ikke en konsultativ funktion, der er beskrevet. Umiddelbart har det mere karakter af en kontrolfunktion, der kan signalere mistillid i forhold til pædagogernes og ledernes faglighed, skriver hun.
Helt generelt mener hun, at de opgaver, der bliver beskrevet i funktionsbeskrivelsen for de to pædagogiske konsulenter, ikke passer til konsulenter. Men især to punkter om, at de skal være observerende og intervenerende overfor både personale og børn, springer i øjnene.
– Det er ikke en konsulentopgave, der bliver beskrevet der. Det ligger jo i ordet, at en konsulent skal konsultere og ikke intervenere. Det er en ledelsesopgave, siger hun.

Penge til pædagoger
Ifølge en dagsorden til det møde i Økonomiudvalget, som blev afholdt i sidste uge, vil de to konsulenter koste 1,33 millioner kroner om året at have ansat. De penge mener BUPL ville være bedre brugt på at opnormere daginstitutionerne med flere pædagoger.
– Bedre normering er det mest afgørende for at skabe kvalitet i dagtilbud. Det viser nu også en ny undersøgelse, som Rambøll har foretaget for Via University, blandt flere end 100 dagtilbudsledere. Også medarbejderenes pædagogfaglige uddannelse har stor betydning for kvaliteten, vurderer lederne, skriver Charlotte Stendorf.
Hun uddyber, at hun mener de bedre normeringer bør blive brugt på flere pædagoger.
– Uddannelsesniveau betyder noget, det er der evidens for. Vismændenes rapport har lige vist, at bedre normeringer i institutionerne er en god investering, siger hun.
Ifølge hende vil man kunne ansætte omkring tre pædagoger på fuld tid, for de penge, der bliver brugt på faglige konsulenter. Og selvom det ikke er særlig meget på hver enkelt af Glostrups 11 institutioner, så kan det gøre en forskel.
– Mange bække små gør en stor å. De er rigtigt pressede ude på institutionerne lige nu. Det kan man også se på, at Glostrup har et af de højeste sygefravær i Danmark. Så hver en ekstra time vil hjælpe, siger hun.
Sagen skal behandles på Kommunalbestyrelsens møde onsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top