Sympatisk men urealistisk med fleksibilitet
BRØNDBY. Der var på det seneste kommunalbestyrelsesmøde ikke flertal for at give kommunens ansatte mulighed for fleksibel arbejdstid

Hverken de røde partier, Socialdemokratiet og Enhedslisten, eller dem med andre farver, Venstre og Dansk Folkeparti, ville på det seneste kommunalbestyrelsesmøde bakke op om Socialistisk Folkepartis forslag om at give kommunens medarbejder mulighed for fleksibel arbejdstid.
SF havde ellers foreslået at:
– Kommunens medarbejdere skal have bedre muligheder for at ændre deres arbejdstid. Vi foreslår, at de skal have adgang til at forhandle deres arbejdstid individuelt, så den passer til
deres egne ønsker og behov.
Et forslag, der ifølge SF ellers skulle:
– Give medarbejderne flere muligheder for at skrue op og ned for arbejdstiden alt efter deres aktuelle livssituation og på den måde opnå en bedre balance mellem deres arbejdsliv og privatliv.
En holdning som SF dog stod helt alene med.

Sympatisk, men nej
Den resterende del af kommunalbestyrelsen lænede sig i stedet op af indstillingen fra kommunaldirektøren, der med afsæt i kommunens familiepolitik mente, at:
– Brøndby Kommune lægger vægt på at være en familievenlig arbejdsplads, der giver de ansatte mulighed for at forene et godt familie- og fritidsliv med et effektivt arbejdsliv. Ud fra de bestemmelser, der findes i lovgivningen og på overenskomst- og aftaleområder – fx tjenestefrihed af tvingende familiemæssige årsager – sikres sammenhængen så vidt muligt mellem familieliv og arbejdsliv.
Steen Andersen fra Enhedslisten sagde under behandlingen:
– Vi kan desværre ikke støtte forslaget. Jeg har set på, om der dog ikke var noget positivt at sige om forslaget, men det er ikke. Det gør blot arbejdet til alles kamp mod alle. Det er sådan set sympatisk nok, men de positive konsekvenser af det, kan jeg altså ikke se derude.
Også Socialdemokratiet vendte tommelfingeren ned. Således sagde Arno Hurup Christiansen blandt andet:
– Det er jo sådan set sympatisk nok, men Brøndby Kommune har jo allerede en politik, der langt hen ad vejen tilgodeser det her.
Og ordlyden var stort set identisk fra Venstres Mette Engelbrecht:
– Det er sådan set sympatisk i forhold til medarbejderne, men det vil føre til store konsekvenser for lederne, der så skal kæmpe med at besætte stillingerne.
Og fra Dansk Folkepartis Allan Runager:
– Det er sympatisk, men det er et overenskomstanliggende, og det vil vi så gerne henvise det til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top