Vallensbækskoler ønsker mere fleksibilitet
14.jpg
Vallensbæk Skole har sammen med Egholmsskolen søgt Undervisningsministeriet om tilladelse til at lave forsøg med en mere fleksibel skoledag. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Kommunalbestyrelsen i Vallensbæk har nikket ja til, at to af byens skoler ønsker at gøre forsøg med fleksibilitet

Undervisningsministeriet har givet mulighed for, at op til 50 skoler over hele landet kan lave forsøg med en mere fleksibel skoledag.
To af de skoler, der har søgt om mulighed for at blive en del af forsøgsordningen, er Egholmskolen og Vallensbæk Skole. Det blev de lokale politikere orienteret om på det seneste kommunalbestyrelsesmøde, den 31. maj.
Vallensbæk Skole ønsker at arbejde med en mere fleksibel struktur i den understøttende undervisning i udskolingen. Målet er, ifølge skolen, at løfte det faglige niveau hos eleverne. Det betyder, at undervisningen i perioder vil blive tilrettelagt som to-lærertimer.
Også på Egholmsskolen ønsker man at arbejde med to-lærertimer, da man ønsker at omdanne en times understøttende undervisning til netop to-lærertimer. Noget, der skal ske for alle klasser i udskolingen.
Da det formelt er kommunen, der søger på vegne af skolerne, var det nødvendigt, at kommunalpolitikerne drøftede sagen på det seneste kommunalbestyrelsesmøde, og her var der altså opbakning til at bakke op om de to skolers ønsker.
På mødet gennemgik Morten Schou Jørgensen (C), formand for Børne- og Kulturudvalget forslaget og håbede på, at forsøgene kunne være med til at skabe større fleksibilitet og samtidig højne det faglige niveau.
Søren Wiborg fra Socialdemokratiet bakkede også op om skolernes ansøgning. Men han mente samtidig, at der allerede i dag, indenfor de gældende rammer, er mulighed for at lave ordninger, der minder om det, de to skoler har søgt om tilladelse til at afprøve.

Update
Kort før deadline meldte Undervisningsministeriet ud, at ansøgningen fra Vallensbæk Skole er imødekommet. Men ikke ansøgningen fra Egholmskolen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top