Nyt stort renoveringsprojekt på vej
IMG_4638.jpg
Tranehaven i Brøndby skal igennem en større renovering. Arbejdet forventes afsluttet i oktober 2018. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Endnu engang står en boligafdeling i Brøndby overfor at skulle igennem en renovering. Denne gang er det Tranehaven, der blandt andet skal have nyt tag

Folkebladet har flere gange behandlet det store renoveringsprojekt i Det Sociale Boligselskab Brøndbyparkens afdeling 1 på Bredager og Gillesager, senest i to store artikler i løbet af sommeren.
Hertil kommer, at vi i denne uges avis bringer et læserbrev om et andet stort renoveringsprojekt, nemlig i Dammene, Lejerbos afdeling 94 i Brøndby Strand.
Og nu kan beboerne i Tranehaven, Tranemosegårds afdeling 4, godt begynde at indstille sig på, at de er de næste, der skal igennem en større renovering.
Det er nemlig netop blevet besluttet, hvem der skal stå for renoveringen af de i alt 15 boligblokke, der til sammen har 312 lejligheder. Skou Gruppen har vundet entrepriseudbuddet og bliver hovedentreprenør. Vilhelm Lauritzen Arkitekter er totalrådgiver på projektet, mens Kullegaard Arkitekter og Orbicon Rådgivende Ingeniører er med som underrådgivere.

Ny metode i brug
Laura Juvik, projektleder hos Bo-Vest, der administrerer Tranehaven på vegne af Tranemosegård, siger om projektet:
– Bygningernes tag er nedslidt. Derfor skal der lægges ny tagstensbelægning og etableres fast undertag. Lofterne bliver isoleret, og alle gavle efterisoleres udvendigt med teglskaller.
En ny metode, fortæller Laura Juvik:
– TTeglskaller er en ny måde at efterisolere teglfacader på, som bevarer det eksisterende helhedsindtryk af en levende teglstensfacade. Hidtil har man ofte opsat isoleringsbatts, som efterfølgende er blevet pudset, så gavlen fremstår som en glat ensartet flade med sin egen farve. En løsning, der markant ændrer en teglbygnings udtryk. Dette undgår vi her.
Hertil kommer en række andre forbedringer, siger Laura Juvik:
– Alle fuger i murværket, tagrender og tagnedløb på blokkene skal udskiftes, og alle sålbænke skal renoveres.

Til oktober næste år
Selvom det først lige er blevet meldt ud, hvem der skal stå for renoveringen, er arbejdet allerede gået i gang, fortæller Laura Juvik:
– Stilladserne er ved at blive stillet op nu ved den første blok, Tranehaven 2-8. Stilladset og overdækningen skulle gerne være helt klar med udgangen af næste uge (uge 33, red.). Derefter tager det en uge at demontere eksisterende tag. Derpå skal der lægges nyt tag og facaderne renoveres facader med monteringen af teglskaller på gavl som efterisolering.
Når processen således er prøvet af på den første blok, går man videre til de øvrige:
– Efter arbejdsgangene er blevet fastlagt på denne første blok, vil det gå hurtigere med de næste. Byggeperioden er planlagt til at strække sig til oktober 2018, og der vil blive arbejdet i to teams sideløbende, altså på to blokke forskellige steder samtidig.

Undgår genhusning
Det forestående renoveringsarbejde kommer til at foregå stort set uden, at håndværkerne har brug for at komme ind i beboernes lejlighed. Dermed undgår man også genhusning:
-Vi skal stort set ikke ind i nogle boliger, så vi undgår genhusning. Seks lejligheder skal have justeret køkkenvinduer og altanernes størrelse, da gavlvæggene ved efterisoleringen bliver tykkere. Disse lejligheder er vi nødt til at gå ind igennem nogle gange.

Vigtig med information
Selvom den direkte påvirkning af beboernes hverdag vil være lille, kommer de alligevel til at mærke, at der det næste års tid vil blive arbejdet lige uden for deres bolig. Derfor er det, siger Laura Juvik, vigtig med information:
– Beboerne får nyhedsbreve og varslinger løbende og inviteres til infomøder og blokmøder efter behov.
For ens hjem er noget særligt, og derfor kan det også virke voldsomt når det skal renoveres:
– Vi skal løbende informere rigeligt til alle beboere, så de ikke bliver overraskede, og så de får justeret deres forventninger til et realistisk niveau. De skal også hele tiden vide, at de har mulighed for at melde tilbage, hvis de oplever problemer og føler, at de bliver hørt, når det sker. Vi har alle et særligt forhold til vores hjem og nærområde, og det kan for alle opleves meget voldsomt med støj, larm, byggerod, ukendte personer og fysiske ændringer, så tæt på ens trygge base. Det skal vi tage meget alvorligt.

Skou Gruppen udfører renoveringen i hovedentreprise for boligorganisationen Tranemosegård, afd. 4 Tranehaven. Vilhelm Lauritzen Arkitekter er totalrådgiver på projektet, hvor også Kullegaard Arkitekter og Orbicon Rådgivende Ingeniører er med som underrådgivere. Totaludgiften for den samlede sag er 68 mio. kr.
Renoveringen forventes afsluttet efteråret 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top