Blødt vand giver sandsynligvis ikke huller i tænderne
BRØNDBY. Fra næste uge løber det bløde vand igennem hanerne i Brøndby. Det vil dog næppe påvirke antallet af huller i tænderne, mener overtandlægen

Fra næste uge begynder det længe ventede bløde vand at strømme ud af hanerne i Brøndby.
En begivenhed langt de fleste har set frem til. På det seneste har en enkel kritisk stemme dog meldt sig på banen, nemlig den tidligere professor i vandforsyning ved Danmarks Tekniske Universitet. Erik Arvin.
Han har overfor for TV2 Lorry og Nyhedsmagasinet Danske Kommuner luftet tanken om, at det reducerede kalkindhold i vandet i Brøndby kan føre til flere huller i tænderne.
Til TV2 Lorry har han således udtalt:
– Vi er usikre på, hvor mange flere huller, der vil komme. Men hvis vi bruger data fra 2004, det er godt nok 13 år siden, men så ville der komme næste 50 procent flere huller i tænderne. Så mange kommer der ikke, for der er sket noget siden. Men selv hvis der kom 25 procent mere, så ville det være markant.

Ikke hele sandheden
Ifølge Kitte Nottelmann, overtandlæge i Brøndby Kommune, stemmer dette dog ikke overens med virkeligheden. Til Folkebladet siger hun:
– Erik Arvin har en pointe, da mængden af kalk i vandet kan have betydning. Men problemet er, at han ikke kommer hele vejen rundt om problemet. For der er nemlig mange faktorer, der spiller ind i forhold til huller i tænderne. Så man kan ikke isoleret se på kalkindholdet.
I sin kritik henviser Erik Arvin til forskellige undersøgelser af emnet, som Kitte Nottelmann også har set på:
– I undersøgelserne er der en stor usikkerhed forbundet med forudsigelse af niveauet for huller i tænderne efter blødgøring. Det skyldes de mange medvirkende faktorer og den manglende viden om de grundlæggende processer for kalks betydning for udviklingen af huller i tænder.
Men, tilføjer Kitte Nottelmann, så vil der blive holdt øje med udviklingen:
– Vi indberetter løbende, hvordan udviklingen er med huller i tænderne, og i den forbindelse vil vi holde øje med det.

Andre faktorer
Tidligere på året kunne dr.dk fortælle, at 35 procent af de syvårige i Brøndby har huller i tænderne.
Dermed placerer kommunen sig i den tunge ende, når man ser på landsgennemsnittet.
Men Kitte Nottelmann frygter altså ikke, at det reducerede kalkindhold medfører de store problemer.
Det er andre ting, der skal være fokus på, hvis antallet af huller skal reduceres i Brøndby:
– Huller i tænderne er påvirket af en lang række faktorer, hvoraf tandhygiejne og kostsammensætning er de vigtigste og mest betydningsfulde. Vi er derfor mere bekymrede over, at mange børn får meget sukker, såvel i kosten som i form af sodavand. Endvidere er vi bekymrede over, at mange forældre ikke magter at børste deres børns tænder helt rene to gange dagligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top