Egon Funchs sangbog
GLOSTRUP. Historisk Selskab udgiver en bog med uddrag af Egon Funchs lejlighedssange

Den lokale historieskriver og –fortæller, Egon Funch døde i 2012. Mange husker stadig hans lokalhistoriske bøger og lysbilledforedrag.
Men Egon Funch havde også flair for at skrive lejlighedssange. Han forfattede gennem årene sange til en række begivenheder i Glostrup.
Historisk Selskab har nedsat et redaktionsudvalg, som har gennemgået det righoldige materiale, og samlet et udvalg i en bog, som udgives til oktober.
– Vi vil gerne gøre opmærksom på os selv, og Egon Funch, siger den nyvalgte formand for Historisk Selskab, Benny Klitbo.
Den formelle præsentation af bogen med Egon Funchs sange vil ske ved et arrangement den 5. oktober klokken 19 på Glostrup Bibliotek. Samtidig med præsentationen vil der blive vist det lysbilledforedrag, som Egon Funch lavede om Roskilde Landevej.

Aktiv forening
Historisk Selskab udleverer hvert år en bog til medlemmerne og har flere forskellige arrangementer for de 150 medlemmer.
– Historisk Selskab er en livskraftig forening, som har haft en erfaren bestyrelse, hvoraf nogle har siddet mere end 30 år i foreningens ledelse. På den seneste generalforsamling valgte to af bestyrelsesmedlemmerne, Dina og Bent Pedersen, dog at nyde et velfortjent otium, efter at have ydet en stor indsats for foreningen, siger Benny Klitbo.
Han har flere planer som formand.
– Vi agter at indlede samarbejde med andre foreninger og institutioner, som har et lokalhistorisk islæt. Her tænkes på Slægtshistorisk Forening, Glostrup Samlingen og Glostrup Lokalhistoriske arkiv, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top