Ny fløj på Nordvang
nordvang.jpg
Sådan ser der ud i de gamle gymnastiksale, der nu skal rives ned. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Beslutningen om et loft på 22 elever i klasserne betyder, at det er nødvendigt at bygge mindst 10 nye klasselokaler på Nordvangskolen

Det er forventningen, at beslutningen om et loft på 22 elever i klasserne kræver cirka en klasse mere om året på Glostrup Skole. Det er derfor planen at nedrive de gamle gymnastiksale på Nordvangskolen og erstatte dem med en ny fløj med klasselokaler. Der var på budgettet for 2017 sat ti millioner kroner af til at renovere de gamle gymnastiksale på Nordvangskolen i 2018. Der bliver tilført yderligere i alt 25 millioner kroner i 2019 og 2020. Det er forventningen, at pengene skal bruges til en nedrivning i 2018 og bygning af en ny fløj med minimum ti nye klasselokaler i 2018 og 2019.
Der står også i aftalen, at efterhånden som de gamle klasselokaler bliver ledige, skal de renoveres. Det er der dog ikke sat penge af til i budgettet. I de ændringsforslag, som lå som udgangspunkt for budgettet, var der et forslag om en totalrenovering af Nordvangskolen. Den ville have kostet 77 millioner kroner, men de blev ikke fundet i budgettet.

Kortere skoledage
Der er også sat en halv million kroner af til at imødekomme ønsker om kortere skoledage. Det står også i aftalen, at elevernes timetal i indskolingen skal fordeles mere ligeligt. I dag har nogle indskolingsbørn timer til 15.15 en enkelt dag om ugen. De skal kun være i skole i gennemsnit seks timer om dagen.
– Det er rigtig godt, at der nu er indledt en proces på skoleområdet, hvor forholdene for både elever og ansatte er i fokus. Antallet af elever i klasserne og længden af skoledagen er et skridt i den rigtige retning. Samt at der er afsat penge af til at imødekomme evt. ansøgning til kortere skoledage, siger Lisa Ward.

Flere penge til skolen
Ud over renoveringen af Nordvangskolen er der også en million kroner til en renovering af Søndervangskolen ankomstarealer.
Der er også en million til indkøb af nyt inventar i 2018, som flere steder er nedslidt.
Der er en fast årlig pulje på 767.000 kroner til drift på interaktive tavler, så de bliver vedligeholdt og udskiftet efter behov. Der er en årlige pulje på 330.000 kroner til investeringer i Chromebooks til eleverne.
En del af finansiering af budgettet kommer fra det punkt der hedder nye demografimodeller på Skole, SFO og Klub. Der kan spares 3,6 millioner kroner om året. Pengene er en budgetmæssig teknikalitet. Der bliver hvert år sat et beløb af på budgettet til skolen, SFO’erne og klubberne. Det beløb har de seneste år vist sig at være for højt. Skolen, SFO’erne og klubberne får nemlig kunlov til at bruge penge efter hvor mange børn, der er.

4 kommentarer om “Ny fløj på Nordvang”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top