Fokus på trafik
DEBAT. Af Dennis Baggers Laursen, Nygårds Plads 15, st. th., 2605 Brøndby

Af
Dennis Baggers Laursen, Nygårds Plads 15, st. th., 2605 Brøndby

Stort set alle indfaldsveje og jernbaner til København går igennem Brøndby:
Holbæk- og Køge Bugt-motorvejene, Roskildevej, Gl. Køge Landevej, de tværgående Ring 3 og Motorring 3, samt Køge- og Roskilde-jernbanerne. Disse er til stor støj- og fremkommeligheds-gene for samtlige beboere i Brøndby.
Og snart får vi endnu en mur igennem kommunen, hvor vi for en sidebemærkning får alle generne, men ingen af fordele: Ringstedbanen.
Brøndby er nok nr. 1, når det kommer til at være gennemkørsels-kommune.
Derfor bør kommunens borgere også tilgodeses, hvilket pt ingenlunde er tilfældet.
Jeg håber og ønsker, at kommunalpolitikerne vil begynde at prioritere fremkommeligheden for Brøndby-borgerne, samt fokusere på de enorme støjgener, disse indfaldsveje udsender. Det optimale vil naturligvis være, at få dem alle sammen gravet ned. Men det, ved jeg godt, er urealistisk. Men alternativt kunne Brøndby Kommunes tekniske forvaltning begynde at etablere gang- og cykelpassager rundt omkring, specielt de steder, hvor der er langt til nærmeste passage. For eksempel er der en strækning på godt 1½ km mellem Brøndbyøster og Rødovre stationer, uden passage, hvilket giver en kæmpe
omvej, når man skal på tværs af jernbanen.
Jeg håber, at fremkommeligheden i Brøndby bliver et tema i kommunalvalgkampen; og jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at jeg vil stemme på en politiker, der vil love at åbne op for Priorparken, etablere gang- og cykelpassager over/under indfaldsveje og -baner, opprioritere støjværn, samt etablere bedre og sikrere adgang mellem Brøndbyøster og Glostrup.
En tommelfingerregel kunne være: maks. 400 meter til nærmeste passage. For jeg synes ikke, det er rimelig, at vi brøndbyborgere skal ud på en omvej på flere kilometer, når vi skal i skole, på arbejde, handle ind, pendle, eller bare gerne vil gå/cykle en tur i vores by.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top